Lokale ildsjæle og idrætsudøvere hædret til en festlig aften i Kometen

Maj |

- Som borgmester er jeg enormt stolt af det foreningsliv, vi har her i Hvidovre. Jeg er meget imponeret af, hvor mange mennesker, der lægger tid og kræfter i deres forening eller spejdergruppe og gør noget godt for andre. Og jeg kan blive helt fascineret, når jeg hører om, hvad både unge, voksne og seniorer i Hvidovre kan præstere rent sportsligt, lød det fra borgmester Anders Wolf Andresen som indledning til aftenen.

Prisen som Årets Spejderleder gik til Dan Ejler Jensen fra Hvidovrespejderne. Årets Ungdomsidrætsleder 2022 blev Rebecca Heller Thorup fra Hvidovre Badminton Club, mens Årets Idrætsleder 2022 blev Carsten Werge fra Hvidovre Badminton Club.

Prisen for Årets Idrætstalent 2022, som var sponsoreret af Danbolig, gik til Oliver Kok fra Hvidovre  Kajakklub. Prisen blev overrakt af Erik Petersen formand for Folkeoplysningsudvalget.

Prisen for Årets Idrætspræstation 2022 gik til Curling-kvinderne fra Hvidovre Curling Club, der vandt EM i 2022. Prisen blev blandt andre uddelt af Ole Torp fra Dansprint, som også var sponsor for prisen.

Hvidovre Gymnastik HVG37 blev kåret til Årets Idrætsforening. Prisen som var sponsoreret af Scandic blev uddelt af borgmester Anders Wolf Andresen sammen med Hoteldirektør hos Scandic, Anne Louise Nielsen.

Sammen med priserne modtog alle prismodtagerne også en statuette lavet af kunstneren Carsten Fun Jensen, som er en del af kunstgruppen VERKET.

Udover priserne og et hav af klapsalver, som blev uddelt til udøvere, trænere og ledere, var aftenen fyldt med taler, stand up og motivationsoplæg fra den tidligere roer og OL-vinder Eskild Ebbesen. Og som noget nyt kunne man følge med hjemmefra, da hædringerne for første gang blev livestreamet på kommunens Facebook-side.