Ny skoleleder på Præstemoseskolen

Marts |

Leon Mitchell er ansat som ny skoleleder på Præstemoseskolen. Den nye skoleleder kommer fra et job som skoleleder på en folkeskole i Greve Kommune. I Greve har han bl.a. været med til at oprette co-teaching-klasser, som er et særligt inkluderende specialklassetilbud. Den nye skoleleder havde første arbejdsdag på Præstemoseskolen mandag den 4. marts.

Leon Mitchell

”Jeg er rigtig glad for at kunne byde Leon velkommen til Hvidovre kommunes skolevæsen og glad for at vi har fundet en meget dygtig og erfaren skoleleder til at stå i spidsen for den videre udvikling af Præstemoseskolen”, siger Centerchef for Skole og Uddannelse Ole Møller Laursen.

Leon Mitchell er uddannet lærer og har undervist på Engholmskolen i Allerød i 13 år, før han gik ledervejen. Han blev først afdelingsleder for Greves 10. klasser og senere viceskoleleder på Damagerskolen i Greve. Siden 2017 har han været skoleleder for Holmeagerskolen også i Greve.

- Jeg skal bruge de næste måneder på at lære skolen at kende. Men umiddelbart minder Præstemoseskolen om den skole, jeg kommer fra – med ressourcestærke elever og forældre og et godt personale. Jeg glæder mig til at lære eleverne og personalet at kende. Det bliver spændende at være med til at skolen udbygges og skal inkludere et nyt område, siger den nye skoleleder.

Leon Mitchell bor i Hillerød med sin hustru Tine, der underviser på Københavns Professions-højskole. I sin fritid spiller han fodbold og i ferier også golf og slapper af med gåture og serier.

Præstemoseskolen er i dag en 2-sporet skole med 556 elever. Skolen har en specialklasserække, C-klasserne for elever med indlæringsvanskeligheder, C-klasserne. Der er både SFO og klub på skolens område. Skolen skal udbygges til at rumme 3 almene spor.