Hvidovre er blandt de hurtigste med byggesager i hovedstadsområdet

Marts |

Borgere og virksomheder i Hvidovre Kommune får generelt hurtigere svar på deres byggeansøgninger, uanset om det drejer sig om godkendelse af en tilbygning, nyt parcelhus eller virksomhedsbyggeri. For tredje år i træk er den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for byggesager nemlig faldet, viser en ny opgørelse fra Kommunernes Landsforening (KL).

Ser man kun på hovedstadsområdet i en analyse af byggesagsbehandlingstider fra DI Byggeri, betyder den kortere sagsbehandlingstid, at Hvidovre nu ligger på en 3. plads, kun overgået af Glostrup og Vallensbæk kommuner.

Ifølge DI Byggeri er den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for byggesager faldet i hele landet, men den ligger dog fortsat over kommunernes egne servicemål. Det gælder altså bare ikke for Hvidovre, som med den kortere sagsbehandlingstid nu ligger i den bedste fjerdedel af kommunerne på en 22. plads, hvor kommunen sidste år lå som nr. 33.

Hvidovre overholder også alle KL’s servicemål for, hvor hurtigt kommuner skal behandle byggesager – og på nogle områder ligger Hvidovre betydeligt under servicemålene, bl.a. når det kommer til sagsbehandlingstider for etagebyggeri til boliger samt for industri- og lagerbygninger.

- Jeg er meget tilfreds med, at borgere og virksomheder i Hvidovre nu oplever en kortere sagsbehandlingstid i deres byggesager. Vores byggesagsteam har arbejdet kontinuerligt med området, og det er glædeligt, at den indsats nu bærer frugt. Vi har fokus på at fastholde indsatsen, så vi fortsat sikrer den bedst mulige service til borgere og virksomheder, siger Charlotte Munch, formand for By- og Planudvalget.

Den gennemsnitlige svartid for byggesager i kommunen er faldet fra 46 dage i 2022 til kun 30 dage i 2023.

En vedholdende indsats

For enfamiliehuse er sagsbehandlingstiden i Hvidovre reduceret betydeligt fra 46 dage i 2022 til 31 dage i 2023, hvilket er under KL's servicemål på 40 dage. Ligeledes er den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for industri- og lagerbygninger faldet fra 36 dage i 2022 til kun 18 dage i 2023, langt under KL's mål på 50 dage.

Den positive udvikling skyldes flere initiativer, herunder øget ressourcetildeling og en målrettet indsats for at afvikle en byggesagspukkel, hvor ældre sager blev behandlet og afsluttet. Desuden er der indført en hurtig screening af ansøgninger, så byggeansøgninger, der indeholder det krævede materiale og overholder plangrundlaget kan forvente at få tilladelse hurtigt.

Hvidovre Kommune arbejder også på at erstatte ældre byplanvedtægter med nye lokalplaner, hvilket reducerer behovet for dispensationer og dermed yderligere forkorter sagsbehandlingstiden.