Hvidovre slår fast: Miljøstyrelsen bør tjekke vandværk

Januar |
En hånd holder et glas under en tændt vandhane, så der kommer vand i glasset. En hånd holder et glas under en tændt vandhane, så der kommer vand i glasset.

Et kommende vandværk ved Islev vil udlede spildevand til Køge Bugt, og derfor bør Miljøstyrelsen stå for miljøkonsekvensvurderingen. Sådan lyder det fra Hvidovre Kommune, efter HOFOR har ønsket, at opgaven bliver løst i Rødovre Kommune.

- Vi har alle en interesse i, at havmiljøet i Køge Bugt bliver forbedret, for vi ved, at bugten ikke har det godt. Så når HOFOR med det nye vandværk planlægger at sende mere spildevand ud i bugten, så har det interesse for andre kommuner end bare os, der får vand fra værket. Derfor bør Miljøstyrelsen have den overordnede myndighed, understreger Hvidovres borgmester, Anders Wolf Andresen.

HOFOR besluttede i 2022, at råvand fra Hvidovre Kommune i fremtiden skal ledes til et nyt vandværk ved Islev i stedet for at gå til Hvidovre Vandværk. I den forbindelse oplyste HOFOR, at det ikke ville være nødvendigt at rense vandet på det nye vandværk.

Men på baggrund af oplysninger om miljøfremmede stoffer i grundvandet, mener HOFOR nu, at vandet alligevel skal renses på det kommende vandværk, inden det kan bruges som drikkevand. Den rensemetode, HOFOR har valgt, er ny og uprøvet i stor skala i Danmark. Der skal derfor udarbejdes en samlet vurdering af de miljømæssige konsekvenser fra det nye værk med vandrensning, inden det bygges.

En af de væsentlige miljøkonsekvenser ved den nye rensemetode er, at vandet med de fra-rensede stoffer som fx PFAS bliver udledt som spildevand til kloakken. Spildevandet sendes til BIOFOS’ Renseanlæg Avedøre, hvor der ikke renses for miljøfremmede stoffer som fx PFAS, inden vandet sendes videre ud i Køge Bugt.

Derfor har udledningen national interesse, og derfor bør Miljøstyrelsen være myndighed, lyder det altså fra Hvidovre.

HOFOR opfører Værket ved Islev som erstatning for Værket ved Islevbro, Espevang Vandværk og Hvidovre Vandværk. Desuden vil det nye vandværk producere blødgjort vand til forbrugerne.

Efter planen begynder byggeriet i 2025, og værket vil kunne levere vand fra 2029.