Hvidovres børn skal have tidligere tandpleje-debut

April |
tandbørste tandbørste

De børn, der bliver født 2024, vil allerede, når de nærmer sig deres 1-års fødselsdag blive indkaldt til det første besøg hos kommunens tandpleje. Det har Kommunalbestyrelsen netop besluttet.

”Det er vigtigt at vi prioriterer forebyggelse og en tidlig indsats også når det gælder vores børns tænder og sundhed – derfor er jeg meget tilfreds med, at der har været bred politisk opbakning til, at vi nu tager endnu tidligere imod de små hos tandplejen. Dårlig tandsundhed kan have store konsekvenser for både sundhed og livskvalitet gennem hele livet. En tidligere indsats vil forhåbentligt sikre, at endnu flere bliver opmærksomme på deres børns tandhygiejne og dermed forebygge fremtidige gener”, siger formand for Børne- og Uddannelsesudvalget, Sara Benzon.

Baggrunden for at ændre tidspunktet for tandpleje-debuten for de mindste børn er netop et ønske om at komme i gang med at forebygge huller og tandproblemer så tidligt, som overhovedet muligt.

”I dag ser vi børnene første gang, når de er 2 år og 2 måneder, og på det tidspunkt har nogle børn desværre allerede huller i tænderne. Det håber vi at kunne komme i forkøbet ved fremover at indkalde børnene og deres forældre tidligere”, siger overtandlæge Kristine Thorlacius. Det første besøg hos Tandplejen har i høj grad et forebyggende formål, og nogle børn vil ikke have fået tænder, når de kommer første gang på klinikken som 1-årige.

”Det første besøg er et forebyggende besøg, hvor vi taler med forældrene om, at de skal børste barnets tænder allerede fra den første tand bryder frem, og giver dem nogle gode råd til, hvordan de vænner barnet til tandbørsten, og hvordan de kan undgå huller”, forklarer Kristine Thorlacius.

I praksis betyder beslutningen, at børn, der er født i 2024, vil blive indkaldt til deres første besøg hos Tandplejen, når de nærmer sig 1-års fødselsdagen. Børn født før 2024 bliver ligesom hidtil indkaldt til deres første tandpleje-besøg, når de er fyldt ca. 2 år og 2 mdr.

Tandplejen sender breve med digital post med en indkaldelse til de nye tidligere tandplejebesøg.