Åbent møde om kommunens budget for 2025

April |

Arbejdet med Hvidovre Kommunes budget for 2025-2028 er i gang, og torsdag den 2. maj kl. 18-20 er alle interesserede borgere og foreninger velkomne til et info-møde om budgettet. Det foregår i Strungesalen i Kulturhus Risbjerggaard. Også de forskellige råd og nævn i Hvidovre Kommune er inviteret, ligesom kommunens HovedMED-udvalg bestående af repræsentanter for medarbejdere og ledelse.
På mødet deltager også medlemmer af Kommunalbestyrelsen og Hvidovre Kommunes øverste ledelse.

”Sidste år holdt vi for første gang et informationsmøde om budgettet for vores råd og nævn tidligt i budgetprocessen, og det fungerede så godt, at vi i år også gerne vil give borgere og foreninger mulighed for at være med”, siger borgmester Anders Wolf Andresen.
Formålet med det åbne budget-møde i Kulturhus Risbjerggaard er at give de fremmødte et indblik i kommunens økonomiske situation og det arbejde, der ligger foran Kommunalbestyrelsen og kommunens administration, når der over de kommende måneder skal analyseres, forhandles og prioriteres.

”Vi har en fælles opgave med at sikre en sund og holdbar velfærd i fremtiden, og på mødet kan man blive klogere på de udfordringer og muligheder, der ligger foran os – både i Hvidovre Kommune og generelt hos de danske kommuner. Det er nemlig i høj grad det samme”, fortæller borgmesteren.

Der bliver mulighed for at stille spørgsmål og kommentere på udvalgte emner undervejs.
Der vil være en let forfriskning til de første 100 fremmødte.

I august vil et budgetforslag fra Hvidovre Kommunes direktion blive sendt i offentlig høring, og på samme tidspunkt vil der blive åbnet for borgernes input på Deltag Hvidovre.