Hvidovre giver borgere mulighed for at have plejebolig i eget hjem

Juli |

Frem mod 2029 bliver der behov for op til 60 plejeboliger mere til ældre borgere i Hvidovre Kommune. Derfor skal der bygges et nyt plejehjem. Indtil dét står klart, vil borgere, der visiteres til plejebolig, få mulighed for at vælge, om de vil have en plads på ét af kommunens plejehjem, eller om de vil have pleje hjemme.

Beregninger fra kommunens Center for Sundhed og Ældre viser, at der formentlig vil være brug for 9 ekstra plejeboliger allerede i 2024, og for at give borgerne mulighed for at vælge mellem ”plejebolig i eget hjem” og at komme på plejehjem, vil der samtidig blive oprettet nye midlertidige pladser. Det gør kommunen ved løbende at ændre status for 20 beskyttede boliger på Krogstenshave Plejehjem, sådan at de kan bruges som plejeboliger i stedet for.

Desuden vil kommunen fra 2025 leje pavilloner med op til 24 plejeboliger – en løsning, som Frederiksberg Kommune allerede benytter.

”Det er vigtigt for os, at borgerne selv kan vælge, den løsning, der passer til dem. For nogle er plejehjem det rigtige; for andre vil det passe fint at fortsætte med at blive hjemme. Men der kan også være nogen, som er for dårlige til at blive visiteret til plejebolig i eget hjem, selvom de ønsker det. Så det kommer helt an på en vurdering af den enkeltes situation”, forklarer centerchef for Sundhed og Ældre Mette Odgaard Holck.

Ordningen med plejebolig i eget hjem vil i første omgang køre som et forsøg – et såkaldt pilotprojekt - med inspiration fra Haderslev Kommune. Her er erfaringen, at mange borgere er glade for ordningen, og at det vigtigste er, at man føler sig tryg og ved, at man hurtigt kan få hjælp, når man har brug for det.

Som det er nu, går der højst otte uger, fra en borger bliver visiteret til en plejebolig, til vedkommende kan flytte ind i den. Hvis man som borger ønsker et bestemt plejehjem i Hvidovre, kan der godt gå længere tid.   

”At vi i Hvidovre Kommune nu får flere typer plejeboliger, kan være med til, at ventetiden bliver holdt nede på de otte uger, og de forskellige muligheder giver en fleksibilitet for både borgeren og kommunen”, siger Mette Odgaard Holck.

Ældre- og Sundhedsudvalget har sammen med repræsentanter for Seniorrådet været på besøg i Frederiksberg Kommune for at se på plejeboliger i lejede pavilloner, og ser også dette som en god midlertidig løsning.

”Ordet ”pavillon” giver nogle andre associationer, end dét, vi oplevede”, fortæller Anette Kou og Marianne Hviid fra Seniorrådet. ”Vi så nogle rare og funktionelle boliger, der lever op til de boliger, vi kender fra plejehjemmene, og beboerne er tilfredse.”

Hvidovre Kommunes Center for Sundhed og Ældre er nu i gang med at sætte kriterier og definere rammerne for ”plejebolig i eget hjem”, så ordningen kan komme i gang i 2024. Hvis man som borger har plejebolig i eget hjem og efter et stykke tid ønsker at komme over i en almindelig plejebolig, vil kommunen efterkomme ønsket - hvis borgeren opfylder kriterierne for at få en plejebolig.