Første spadestik taget til pumptrackbane

August |
Første spadestik til pumptrackbane med formand for Hvidovre Trail Anders Gammelmark, borgmester Anders Wolf Andresen og formand for Kultur- og Fritidsudvalget Kenneth Bak Første spadestik til pumptrackbane med formand for Hvidovre Trail Anders Gammelmark, borgmester Anders Wolf Andresen og formand for Kultur- og Fritidsudvalget Kenneth Bak

Tirsdag den 22. august blev de første spadestik taget til en længe ventet pumptrackbane i Hvidovre. Banen bliver anlagt lige over for MTB-sporet ved Brøndby Havnevej på Avedøre Holme i Hvidovre.
Det er foreningen Hvidovre Trail, der har taget initiativ til banen, som har været tre år undervejs og nu forventes klar til indvielse lørdag den 21. oktober. Ifølge formand for Hvidovre Trail, Anders Gammelmark, kan cyklister i alle aldre og på alle niveauer godt begynde at glæde sig:

”En bane som denne kan bruges af stort set alle på cykel. Man behøver faktisk ikke noget særligt udstyr, og man kan køre flere på den samtidig uden at forstyrre hinanden. Det gør den fx ideel for familier og grupper, som her vil kunne cykle sammen”, siger han.
På en pumptrackbane er det i høj grad bevægelsen, når man rejser sig op i pedalerne og sætter sig ned i sadlen i takt med op- og nedbakkerne på banen, der er med til at skabe fremdrift, når man cykler, forklarer han.
”Det er supernemt at lære – ja, faktisk nemmere end petanque, så alle kan være med”, pointerer han.

Sammen med formand for Kultur- og Fritidsudvalget Kenneth Bak og borgmester Anders Wolf Andresen tog Anders Gammelmark de første spadestik til banen.

Det er fedt, at vi endelig kan komme i gang med at bygge banen. Der har været mange udfordringer undervejs med anlægget af banen - blandt andet med noget forurenet jord, som skulle håndteres. Jeg glæder mig til pumptrackbanen står færdig, og til at cyklister i Hvidovre og omegn kan komme herud og give den gas”, sagde Kenneth Bak, og borgmester Anders Wolf Andresen supplerede:

”Vi har en aktiv forening her – Hvidovre Trail – som skal anerkendes for deres indsats og ihærdighed for at give alle cyklister i Hvidovre – unge som gamle - den her mulighed. Kommunen har lagt økonomi og planlægningsgrundlag til for, at det kunne lade sig gøre, men Hvidovre Trail har lagt et kæmpestort engagement i det over flere år, for at det kan lykkes. Det er godt for cyklisterne og for idrætten, at vi nu har fået den her ekstra mulighed for at mødes om aktivitet, idræt og bevægelse – og så oveni købet på en bane, der bliver anlagt med fokus på bæredygtighed. Det kan vi godt være stolte af.”

Den nye pumptrackbane bliver blandt andet bygget af genbrugsjord blandet op med kalk i stedet for almindeligt grus, og så bliver der anlagt et bassin, som skal opsamle regnvand, inden det bliver ledt videre.