Hvidovre er Guldkommune: Her er der god hjælp til fædre

November |

Kommunerne har et stort ansvar for vordende og nybagte forældre og familiernes trivsel. Også for at støtte mændene i forældreskabet og i at blive engagerede og nærværende fædre.

Sådan lyder det fra Forum for Mænds Sundhed, som arbejder for at skabe lighed i sundhed med fokus på mænds sundhed. De har lige lavet en kortlægning af kommunernes indsats på området, og her klarer Hvidovre Kommune sig rigtig godt. Faktisk så godt, at Hvidovre kan kalde sig Guldkommune for sin flotte indsats for fædre og mænds sundhed generelt.

- Det er en utrolig flot anerkendelse at få, og vi er meget stolte af den fine titel. Der er ingen tvivl om, at fædre spiller en stor rolle i børns liv, og vi har længe haft fokus på at støtte de mænd, der har behov for det i deres rolle som fædre, siger borgmester Helle Adelborg.

I Hvidovre Kommune har man flere indsatser for fædre og mænds sundhed generelt. Ét af dem er Fars Legestue, som afholdes på Avedøre Bibliotek og Kulturhus, hvor fædre gratis kan komme forbi og lege med deres små børn. Pædagogisk personale tager imod, og kommunens sundhedsplejerske deltager også, så fædrene kan søge om råd og vejledning, hvis de har behov.

Hvidovre Kommunes sundhedspleje og pædagogiske vejledere tilbyder også et forældrekursus til forældre, som oplever, at det kan være svært at forstå deres barns signaler og behov. 

Generelt er der også et stort fokus på mænds sundhed i kommunen, og der er flere tilbud målrettet mænd, blandt andet Naturkræfter for kræftramte mænd og et fodboldhold for mænd med prostatakræft. Der laves også altid særlige arrangementer i forbindelse med den årlige Men’s Health Week, hvor man forsøger at få flere mænd til at tage deres sundhed alvorligt.

Indsatsen over for fædrene er særlig vigtig nu, hvor det er besluttet at indføre elleve ugers øremærket barsel til fædrene, lyder det fra Forum for Mænds Sundhed.

- Det er utrolig glædeligt, at over en tredjedel af landets kommuner nu har flere tilbud til fædrene og inddrager dem på lige fod med kvinderne. Men de har også travlt, for senest om ti måneder vil 40-50.000 fædre over hele landet årligt være på mindst to måneders fædreorlov. Her har de brug for lige så meget af den gode støtte, som hidtil primært har været til mødrene, siger formand Svend Aage Madsen.

I alt 35 kommuner er blevet udnævnt til ’farparat’ guldkommune.