EU-midler til din virksomhed

Hvis du vil arbejde sammen med de bedste virksomheder og forskere i Europa for at accelerere din produkt- og forretnings-udvikling, kan EU-støtte være det rigtige for din virksomhed. Greater Copenhagen EU Office hjælper gratis virksomheder i Region Hovedstaden med at identificere den optimale EU-pulje, finde internationale partnere og komme i gang med ansøgningen.

Du skal arbejde med teknologier eller processer, der endnu ikke findes på markedet, og produktet skal være rettet mod det internationale marked for at komme i betragtning til EU-støtte.

Typiske projekter handler om at udvikle en prototype eller gøre en prototype færdig til markedet, men EU støtter også europæiske erhvervs-PhD.’er og offentligt-privat samarbejde om at løse en samfundsmæssig udfordring.

Hvad kan Copenvirk gøre for din virksomhed?

  • CopenVirk identificerer EU-støttemuligheder til dine produktudviklingsprojekter og sikrer større chancer for succes.
  • CopenVirk udarbejder en kort projektbeskrivelse og søger midler fra EUopSTART (hvor det er muligt), og giver virksomheden et beslutningsgrundlag for at søge EU-støtte, men skriver ikke ansøgningen.
  • CopenVirk ledes og finansieres af Greater Copenhagen EU Office og foregår i samarbejde med repræsentanter for den lokale erhvervsservice, Erhvervshuset, klyngeorganisationer, GTS-institutter og universiteterne i Region Hovedstaden.