Blødere vand på vej til store dele af Hvidovre

Januar |
En person vasker hænder under en vandhane En person vasker hænder under en vandhane

Et lavere sæbeforbrug, mindre kalk i maskinerne og en længere holdbarhed på elkedlen. Det er bare nogle af de fordele, der følger med, når store dele af Hvidovre fremover får blødere vand i hanerne.

Fra slutningen af februar sender HOFOR blødere vand ud i hanerne til virksomheder og forbrugere i Hvidovre nord for Holbækmotorvejen, vest for Avedøre Havnevej og vest for Industriholmen.

Har du blødgøringsanlæg, skal du derfor huske at sikre, at anlægget er indstillet korrekt, så du ikke får for meget salt i vandet. Det blødere vand indeholder mindre kalk og har en hårdhed på 10 til 12 grader (°dH). 

Hvis du er i tvivl om, hvordan anlægget skal indstilles til det blødere vand, skal du kontakte producenten af anlægget.

Nedenstående kort viser, hvilke områder der fra februar 2024 får blødere vand. Det er de lysegrønne områder, dvs. området nord for Holbækmotorvejen og størstedelen af området vest for Avedøre Havnevej.

Hent kortet som pdf. 

For området mellem Avedøre Havnevej, Byvej og Egevolden (skraveret), vil vandet have varierende hårdhedsgrad - enkelte områder her får dog blødere vand (se kortudsnit). Det gælder adresser ved Byvej/Nordlundsstien og Plejehjemmet Dybenskærhave og nogle af adresserne på Langkildevej. 

Er du i tvivl, om din adresse er omfattet af det blødere vand, kan du kontakte HOFOR på telefon 3395 3395 eller mail: kundeservice@hofor.dk.

Godt for klimaet

Frem til 2030 vil HOFOR fortsætte med at modernisere sine vandværker. Borgere og virksomheder i resten af Hvidovre vil efter planen få blødere vand i hhv. 2027 og 2030, når vandværkerne ved Regnemark og Islev efter planen står klar. 

Det blødere vand har en række fordele, fx mindre kalk i brusekabinen og elkedlen, og en længere holdbarhed på vaskemaskinen.

- Kort fortalt betyder det blødere vand, at der samlet udledes mindre CO2, blandt andet fordi apparaterne holder længere. Det blødere vand betyder også, at man ikke behøver bruge så meget vaskemiddel og færre kemikalier til afkalkning. Og så sparer man jo samtidig penge og skal bruge mindre tid på at gøre rent, siger områdechef Anne Scherfig fra HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab.

Du kan læse mere om fordelene ved blødere vand her (åbner i nyt vindue)

 

FAKTA

Det kan du gøre, når du får blødere vand:

  • Dosere vaskemiddel i vaskemaskinen efter middelhårdt vand/ ca. 10 ˚dH (find dosering på vaskemiddelpakken).
  • Bruge mindre afkalknings- og rengøringsmiddel, når du gør rent.
  • Bruge mindre opvaskemiddel, når du vasker op i hånden.
  • Bruge mindre shampoo og sæbe, når du vasker hår, hænder og går i bad.
  • Afkalke elkedel og kaffemaskine færre gange om året.
  • Indstille opvaskemaskinen til en hårdhedsgrad på ca. 10 ˚dH.