Mød en virksomhed: Bliv klogere på fremtidens arbejdskraft

August |

Der bliver rift om fremtidens arbejdskraft, og allerede nu mangler flere brancher dygtige medarbejdere. Derfor arrangerer Hvidovre Kommune igen i år erhvervsmessen ’Mød en virksomhed’ den 8. november, hvor lokale virksomheder og Hvidovres unge kan møde hinanden. Her kan virksomheder deltage med en stand og præsentere de mange spændende muligheder, deres fag kan byde på.

Den lokale el-virksomhed Elsec har været med fra messens begyndelse og har sagt ja til at deltage med en stand igen i år. Messens formål er at få unges øjne op for de mange jobmuligheder, der venter i fremtiden, og det vil Elsec gerne bidrage til.

- Vi synes, det er vigtigt, at næste generation også får et indblik i, hvad el-faget indebærer. Det er vigtigt for os at præsentere de mange muligheder, der er inden for el-faget - lige fra den almindelig stikkontakt til de fiberkabler, som man bruger til at transportere data på i store mængder, lød det ved sidste års messe fra projektleder Kenny Nielsen.

Og virksomhedernes engagement i ’Mød en virksomhed’ er afgørende i arbejdet med at få flere unge til at tage en erhvervsuddannelse, lyder det fra borgmester Anders Wolf Andresen.

- Vi har som samfund en fælles opgave i at sikre, at flere unge tager en erhvervsuddannelse, og virksomhederne er vigtige samarbejdspartnere for os i det arbejde. Jeg er derfor glad for, at de lokale virksomheder også ser en værdi i at være med på messen og give vores unge et indblik i deres verden. Det kan måske være med til at åbne de unges øjne for, at der er mange måder at få et spændende arbejdsliv på, siger han.

’Mød en virksomhed’ er en del af Hvidovre Kommunes arbejde med at ruste lokale unge til fremtidens job- og uddannelsesvalg.

Men det er også en unik mulighed for virksomheder til at komme tættere på de unge og deres ønsker til fremtidens arbejdsmarked. Nutidens unge stiller nemlig krav til deres fremtidige arbejdsplads, og ved at møde dem i øjenhøjde kan virksomhederne også blive klogere på, hvad der skal til for at tiltrække - og fastholde - de bedste medarbejdere.

Sidste år lagde over 1.200 unge fra 8.-10. klasse vejen forbi messen, og lige så mange ventes at deltage i år.

Er du interesseret i at høre mere om messen og muligheden for at være med, så kontakt erhvervskonsulent Kaspar Alex Nielsen på kcp@hvidovre.dk eller tlf. 9351 6255

Du kan også læse mere om messen på mødenvirksomhed.dk.