Nye skilte opsat: Der blev kørt for stærkt

Marts |

Flere nye trafikskilte har fundet vej til Avedøre Holme. Det drejer sig om vejskilte på Hammerholmen og Jernholmen, der gør opmærksom på, at den tilladte hastighed på langt de fleste veje i området kun er på 50 km/t.

Skiltene er blevet opsat, efter der i november måned blev lavet hastighedsmålinger på Jernholmen, Hammerholmen og Industriholmen. Målingerne blev sat i værk, efter flere virksomheder i området mente, at der blev kørt alt for stærkt på flere strækninger. I regi af samarbejdet ErhvervsBID – et samarbejde mellem lokale virksomheder, Industri- og grundejerforeningen Avedøre Holme og Hvidovre Kommune om udvikling og forskønnelse i erhvervsområdet – blev der derfor gennemført hastighedsmålinger på de tre veje.

Og virksomhederne havde helt ret: Det blev kørt for stærkt!

Selvom man max må køre 50 km/t på de tre veje, viste målingerne, at hastighederne generelt ligger i den høje ende. Fx blev 20 % af bilisterne på Jernholmen målt med en hastighed på mere end 57,5 km/t – enkelte blev også målt med en hastighed på over 80 km/t.

På strækningen er der flere ind- og udkørsler, og bilerne kører gennemsnitligt langsommere, når de kører ind eller ud fra en udkørsel. Det burde bringe den gennemsnitlige hastighed på strækningen lidt ned, så derfor vurderes den målte hastighed at være relativ høj.

Derfor har kommunen altså opsat nye hastighedsskilte på Jernholmen og Hammerholmen, som gerne skulle minde bilisterne om at lette foden fra speederen. Erhvervssamarbejdet vil i øvrigt arbejde på at få sat yderligere skilte op i området, fx på Kystholmen.

Der bliver gennemført nye hastighedsmålinger i området april/maj måned for at se, om hastigheden på strækningerne er blevet lavere. Herefter vurderes effekten.

Der er også blevet opsat en lang række ”standsning forbudt”-skilte i området. Det er nemlig ikke tilladt at standse eller parkere i rabatterne, men det bliver mange steder ikke overholdt. Det ødelægger rabatterne, hvor der snart skal sås vilde blomster. Derfor sættes der nu ind for at minde bilisterne om reglerne.