Gadeplansmedarbejdere

Gadeplansmedarbejderne er til for de unge

Gadeteamets formål er at hjælpe unge til forandring. Teamet består af mennesker, der er dedikerede til at hjælpe de unge, som opholder sig på gaden og som af den ene eller anden grund roder sig ud i problemer med kriminalitet, misbrug, ustabilt skoleforløb mm.

Alle unge kan få brug for hjælp for at skabe kontrol over eget liv og blive integreret i samfundet på en god måde. Vi tror på, at mange unge vil sætte pris på en hjælpende hånd fra en voksen, og vi tror på, at vi kan gøre en forskel ved at snakke med dem, lytte til deres problemer og forsøge at finde løsninger. Vi kan for eksempel hjælpe med kontakten til kommunen eller andre offentlige instanser.

Gadeteamet møder de unge med anerkendelse, omsorg, tålmodighed og åbenhed. Medarbejderne på gadeplanet er ikke til for at føre opsyn med eller holde ro på de unge. Det er et tilbud til de unge om at kunne snakke med en voksen, som er neutral og som opholder sig i gadebilledet og kender til de unges udfordringer.