Robotstøvsuger Robotstøvsuger

Støvsugning og gulvvask

Fra efteråret 2023 har Hvidovre Kommune ændret praksis for ansøgning om hjælp til støvsugning og gulvvask. Fremover vil kommunen se på, om den enkelte borger kan benytte en robotstøvsuger med moppefunktion i stedet for at få besøg af en medarbejder, der hjælper med at gøre rent.

På grund af udsigten til mangel på medarbejdere har Hvidovre Kommune besluttet dette for at sikre, at de borgere, som har allermest brug for pleje og omsorg fra medarbejdere, fortsat kan få det.

Hjælp til støvsugning og gulvvask

Luk alle
Åbn alle

Hvis du allerede modtager hjælp til støvsugning og gulvvask, vil du på et tidspunkt blive kontaktet af Visitationen, der vil gennemgå din konkrete sag og se på, om du har mulighed for at bruge en robotstøvsuger med moppefunktion.

Hvis du gerne vil søge om hjælp til støvsugning eller gulvvask, vil Visitationen se på, om du kan bruge en robotstøvsuger med moppefunktion i stedet for at få besøg af en medarbejder, der hjælper med at støvsuge eller vaske gulv.

Du kan læse mere om at søge om hjemmehjælp på følgende side: Hjemmehjælp (hvidovre.dk)

Råd og vejledning om robotstøvsugere med moppefunktion

Luk alle
Åbn alle

Der findes mange forskellige modeller på markedet. Her kan du læse nogle informationer og gode råd om robotstøvsugere med moppefunktion, og hvordan du vælger en model, der passer til dine behov:

Skal jeg indrette mit hjem anderledes?
Det er vigtigt, at du skaber plads til, at en robotstøvsuger med moppefunktion kan køre omkring møbler og at du fjerner løse ledninger. Det er dit ansvar at indrette dit hjem, så en robot kan køre omkring. Dette er også gældende, hvis du ønsker, at der skal rengøres under dine møbler.

Kan robotstøvsugeren med moppefunktion køre over dørtrin?
En robotstøvsuger med moppefunktion kan godt køre over dørtrin, men dørtrin kan være i forskellige højder. Det er vigtigt, at du køber en model, der kan klare højden på dine dørtrin. Du kan også selv opsætte dørtrinsramper, som kan hjælpe robotten med at komme over dine dørtrin.

Jeg har både tæpper og hårde gulve
En robotstøvsuger med moppefunktion kan støvsuge gulve og tæpper samt vaske hårde gulve. Dette kan robotten selv regulere. Det er vigtigt, at du vælger en model, som passer til dit hjem.

Jeg har husdyr eller allergi
Der findes robotstøvsugere med moppefunktion, der er særligt egnede til at klare dyrehår eller til mennesker med allergi. Hvis du har særlige behov, bør du finde en model, som passer til netop din situation.

Er robotstøvsugere med moppefunktion svær at betjene?
Nogle modeller er simple at betjene. De kan starte, pause/slukke og ”køre hjem” til opladeren med et tryk på en knap oven på maskinen. Andre modeller tilbyder flere forskellige indstillingsmuligheder. Hvis du har WiFi, kan nogle modeller også styres via en app på en mobiltelefon. Du skal selv sørge for at lære at betjene den model, du anskaffer dig.

Ligesom en traditionel støvsuger og gulvmoppe, skal du selv anskaffe dig en robotstøvsuger med moppefunktion. Forhandlere kan vejledere dig om de forskellige modeller.

Hvidovre Kommune kan som udgangspunkt ikke yde økonomisk hjælp til indkøb af en robotstøvsuger med moppefunktion.

Hvis du ikke har økonomi til dette, kan du henvende dig til Borgerservice. Her kan du kan få råd og vejledning om mulighederne for at søge om økonomisk støtte til indkøb af en robotstøvsuger med moppefunktion.

Kontakt Borgerservice: 3639 3639

En robotstøvsuger med moppefunktion skal vedligeholdes. Du er selv ansvarlig for almindelig vedligeholdelse og reparation af robotten.

Hvis du ikke selv er i stand til at tømme tømningstårnet og rense filteret, kan du søge om støtte til dette ved at kontakte Visitationen i Hvidovre Kommune. Støtten gives som udgangspunkt midlertidigt med henblik på, at du selv kan komme til at varetage opgaven.