Nu får Hvidovre et Børne- og Ungdomsråd

Maj |
Gruppe af unge Gruppe af unge

I september vil stolene i kommunalbestyrelsens mødesal på Hvidovre Rådhus blive indtaget af borgere, som er betydeligt yngre end kommunalbestyrelsesmedlemmer, der normalt sidder der. Her vil Hvidovre Børne- og Ungdomsråd nemlig træde sammen til formelt møde første gang, og de unge i alderen 12-16 år, som kommer til at sidde med i rådet, kan regne med, at der vil blive lyttet til dem.

”Vi har i mange år haft formelle organer, som bl.a. varetager interesserne for ældre borgere og borgere med handicap, men vi har manglet et råd, som kan tage de yngste borgeres perspektiv”, siger borgmester Anders Wolf Andresen. ”I Kommunalbestyrelsen er vi glade for den sparring og det input, vi får fra fx Seniorrådet og Handicaprådet, og jeg tror og håber på, at Børne- og Ungdomsrådet på samme måde kan være med til at kvalificere nogle af de beslutninger, vi tager. Det ligger godt i tråd med vores ønske om generelt at øge inddragelsen af borgerne i beslutninger.”

Børne- og Ungdomsrådets første år skal bruges på at løbe rådet i gang, og de første medlemmer vil blive fundet på de enkelte skoler med hjælp fra skolelederen. Fra skoleåret 2024/2025 er det meningen, at der skal være demokratiske valg til Børne- og Ungdomsrådet, ligesom der fx er det til Seniorrådet.
Rådets første medlemmer skal findes inden sommerferien, og når det nye skoleår starter i august, venter der dem et spændende program med både sociale aktiviteter, oplevelser og læring med fokus på demokrati og deciderede rådsmøder. Det er Hvidovre Ungdomsskole, der står for aktiviteterne, og kommunens Center for Politik og Ledelse har ansvaret for den formelle del omkring selve møderne. To repræsentanter fra Kommunalbestyrelsen kommer også til at sidde i Børne- og Ungdomsrådet.

”Børne- og Ungdomsrådet kan rådgive os politikere og blive hørt i spørgsmål, der vedrører børn og unge. De kan også selv komme med forslag til nye tiltag, og så kan alle børn i Hvidovre mellem 12 og 16 år sende emner og forslag, som de gerne vil have, at Børne- og Ungdomsrådet skal kigge på. Og så har de fået tildelt 50.000 kroner, som skal bruges til ét eller andet, som gavner børn og unge i Hvidovre. Hvad det skal være, må rådet selv beslutte”, fortæller formand for Børne- og Uddannelsesudvalget Sara Benzon og slutter: ”Jeg tror, at både børn, unge og voksne vil få gavn af, at børnenes og de unges perspektiv kommer med i de politiske beslutningsprocesser.”