Stadiongræs har svære vilkår i det tidlige forår

April |

Det er langtfra optimalt at spille fodbold på slidte græsbaner i det tidlige forår, før græsset begynder at vokse igen. Derfor fik banen på Hvidovre Stadion da også nogle hårde ord med på vejen i forbindelse med HIF’s kamp mod Helsingør påskesøndag. Kritikken gik bl.a. på, at banen var en hård og ujævn sandkasse at spille på.

”Det er en god og naturlig ting, at der er stor opmærksomhed på banen på vores stadion lige nu, hvor HIF leverer gode resultater og står med en oprykningsmulighed. Det kan vi kun glæde os over, og derfor ville vi selvfølgelig også helst have at banen viste sig fra sin bedste side”, siger formand for Kultur- og Fritidsudvalget Kenneth Bak.

Forklaringen på, at græsbanen på Hvidovre Stadion ikke levede op til forventningerne, starter med banens beskaffenhed, og det slid fodboldkampe giver, når der bliver spillet uden for vækstsæsonen – og endelig årstidens vejr- og temperaturforhold.

”Vi stod med en bane, der var glat og fedtet. Vurderingen fra vores gartner, der passer banen til dagligt, var, at den eneste mulige løsning var at lægge sand på banen, hvis ikke vi ville have den spillet helt i stykker, så den ikke ville kunne reddes bagefter,” siger stadioninspektør Jan Skjold Nielsen. Han understreger, at hans personale har gjort, hvad de kunne for, at banen blev holdt så godt som muligt, men at stadionledelsen vil kigge på, hvordan man fremover kan have endnu mere fokus på banens tilstand.

Banen på Hvidovre Stadion er som udgangspunkt ikke så slidstærk, som baner på danske superligastadions. Som den er i dag, er græsbanen på Hvidovre Stadion ikke velegnet til at blive brugt hen over vinteren og det tidlige forår. Af samme årsag er kommunens øvrige græs fodboldbaner lukket fra efteråret til midt i april.

”Vi kommer ikke ud over, at det kræver tre ting at få en god græsbane. Det skal for det første være 7-8 grader varmt hele døgnet rundt. Der skal være sollys, og så skal banen have tilført næring. Hvis én af de ting mangler, så gror græsset ikke. Og det er forklaringen på, at det er svært at have en god græsbane at spille fodbold på før april-maj måned”, forklarer Jan Skjold Nielsen.

Det har været foreslået at tænde for varmen i banen eller benytte sprinkleranlægget for at forbedre banens tilstand. Både varme og sprinkleranlæg bruges, når det giver mening. På Hvidovre Stadion har varmen i banen været brugt 11 dage i år, men det er en dyr løsning, og når græsset ikke er begyndt at gro – kan varmen alene ikke gøre banen bedre. Sprinkleranlægget var kortvarigt ude af funktion op til kampen den 9. april, men vurderingen er, at vand heller ikke kunne have forbedre banen væsentligt.

Økonomiudvalget skal behandle et forslag til, hvordan Hvidovre Stadion kan opgraderes, hvis HIF rykker op i Superligaen til sommer. Det vil også omfatte en omlægning af græsbanen.