Stor cykeldag for børn og unge i Hvidovre

April |
Børn der cykler til BørneTour 2023 Børn der cykler til BørneTour 2023

Škoda BørneTour er et begyndercykelløb for børn og unge i alderen 3-15 år. Cykelløbet har start og mål på Hvidovrevej foran Rådhuset. Og med distancer fra 1 til 8 km kan alle være med, uanset fart, type af cykel og ambitionsniveau, og der er præmier til alle. Målet er at give børn og unge en fed cykeloplevelse og måske endda starte drømmen om at blive den næste Jonas Vingegaard i den gule trøje.

Formand i Hvidovre Cykle Klub, Magnus Jakobsen, ser frem til at skyde Škoda BørneTour i gang i Hvidovre.

- Vi glæder os meget til at vise vores dejlige sport frem for byens børn og unge. Og vi håber, at rigtig mange har lyst til at komme forbi området ved Hvidovre Rådhus og stifte bekendtskab med et ”rigtigt cykelløb” i begyndervenlige og sikre rammer. Cykelsport er både sjovt og meget socialt, og vi tror på, at alle kan få en rigtig god og unik oplevelse med Škoda BørneTour. Og uanset hvordan det går, så kommer man med sikkerhed hjem med en guldmedalje og en god cykeloplevelse”, fortæller han.

Også hos Hvidovre Kommune er man glad for, at BørneTour igen kommer til byen.

- BørneTouren er en fantastisk måde at give vores børn en god cykeloplevelse. Vi arbejder i forvejen på at gøre Hvidovre til attraktiv cykelby, så vi kan få endnu flere til at vælge cyklen som det grønne transportmiddel. Gode vaner skal grundlægges tidligt og skal skabes på baggrund af positive oplevelser. Og jeg er sikker på, at der venter masser af store smil og sved på panden for børn i alle aldre, hvis de kommer og bliver en del af den store cykelfest i Hvidovre, fortæller borgmester Anders Wolf Andresen, der selv kommer og byder velkommen på dagen.

Efter cykelløbet modtager alle deltagere en medalje og et diplom samt en invitation fra Hvidovre CK til at deltage i et introforløb. For Škoda BørneTour fungerer også som et led i Danmarks Cykle Unions arbejde med at tiltrække flere børn og unge til cykelsporten, det fortæller Martin Elleberg Petersen, direktør i Danmarks Cykle Union.

- Dansk cykelsport står et virkelig godt sted for tiden med topresultater i verdens største løb. Det skyldes, at vi i Danmark har et stærkt foreningsliv og nogle gode forbilleder blandt de danske topryttere. Škoda BørneTour er til for at give børn og unge en følelse af, hvordan det er at gå til cykling, så man også i fritiden kan lege Magnus Cort, som man kan lege Messi på en fodboldbane.

Ud over cykelløbene kan man kigge forbi løbets centrum omkring Rådhuset og prøve alt fra blendercykler, Cyklistforbundets cykelmanøvrebane og til en hoppeborg.

Škoda BørneTour arrangeres af Hvidovre Cykle Klub, Hvidovre Kommune, Danmarks Cykle Union, Škoda Danmark og Frog Bikes.

Fakta om Škoda BørneTour:
I Hvidovre er der cykelløb for aldersklasserne

  • 3-4 år: 1 km
  • 5-7 år: 3 km
  • 8-11 år: 6 km
  • 11-15 år: 8 km

Škoda BørneTour køres i år i mere end 20 byer over hele landet.
Se info og tilmeld dig til Škoda BørneTour, Hvidovre her (nyt vindue).

Flere veje bliver begge dage helt eller delvist afspærret. Få overblik over de berørte områder her