Hvidovre bakker op om mennesker med skjulte handicap

December |

Ikke alle handicap er synlige. Derfor har Kommunalbestyrelsen besluttet, at Hvidovre Kommune skal tilslutte sig Solsikkeprogrammet for at skabe større forståelse for mennesker med et skjult handicap.

Solsikkeprogrammet er en ordning, der sigter mod at øge opmærksomheden mod usynlige handicap og gøre dem synlige. Ved hjælp af Solsikkesnoren – en grøn snor med gule blomster - kan personer signalere til omverdenen, at de har et usynligt handicap og kan have udvidet behov for tid, forståelse, tålmodighed eller hjælp.

Programmet går også ud på at oplære kommunens ansatte og skabe opmærksomhed om usynlige handicap, så personer med usynlige handicap - og deres familier - får en god oplevelse, når de er i kontakt med kommunen.

- Vi vil gerne være med til at skabe større forståelse og tryghed for mennesker med et usynligt handicap. Vi gør i forvejen meget for, at alle borgere skal føle sig velkomne i Hvidovre Kommunes tilbud, men Solsikkeprogrammet er en rigtig fin udvidelse af det arbejde, siger fungerende borgmester Søren Friis Trebbien.

Med ordningen følger bl.a. træningsvideoer, så kommunens medarbejdere kan få en let og hurtig indføring i usynlige handicap og tilgangen til borgere med skjult handicap.

I første omgang udrulles programmet i de kommunale afdelinger, institutioner og faciliteter, der har den største borgerkontakt. Programmet målrettet derfor i første omgang personalet i Jobcentret, Borgerservice, Genbrugspladsen, Hvidovrebibliotekerne, Idrætscentrene samt betjentstuen.

Informations- og undervisningsmaterialet formidles også til kommunens folkeoplysende foreninger, der har en stor kontaktflade til kommunens borgere, herunder børn og unge.

Selve Solsikkesnoren foreslås uddelt fysisk i Borgerservice samt på Hvidovre Bibliotekerne, når ordningen træder i kraft i 2023. Solsikkesnoren er gratis og kan bæres af alle, der lever med et usynligt handicap – fx hjerneskade, angst, ADHD, demens, autisme mv., og den kan bæres af både børn og voksne.