Centerchef fra professionshøjskole bliver ny centerchef i Hvidovre

December |

Cecilie Vyff bliver ny centerchef for Center for Politik og Ledelse i Hvidovre Kommune. Hun kommer fra en stilling som centerchef for ledelse og forvaltning på Professionshøjskolen Absalon i Roskilde og har tidligere bl.a. været sekretariatschef i Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune.

I Center for Politik og Ledelse i Hvidovre Kommune får Cecilie Vyff ansvar for betjening af borgmester, Kommunalbestyrelse og de politiske fagudvalg. Hun får samtidig ansvaret for kommunens juridiske sagsbehandling og for afholdelse af valg. Desuden bliver hun chef for interne servicefunktioner, bl.a. Rådhuskantinen.

”Jeg glæder mig meget til at få Cecilie med på holdet i Hvidovre Kommune. Hun har stærke kompetencer til at løfte vores ambitiøse ideer om en stærkere politisk betjening og inddragelse af borgerne i vores kommunale opgaveløsning. Et arbejde hun skal løfte sammen med direktionen og på tværs i organisationen. Cecilie har også en stor ledelseserfaring, og vil være en nærværende leder for centrets medarbejdere og en god samarbejdspartner for kommunens andre centre,” siger Hvidovres kommunaldirektør Jakob Thune.

Den nye centerchef for Politik og Ledelse er oprindeligt uddannet cand.scient.pol. i Århus, og har efterfølgende taget en Master i Projekt- og Forandringsledelse på RUC. Cecilie Vyff har desuden en lederuddannelse fra forsvaret, som reserveofficer i hæren.
Før hun kom til Professionshøjskolen Absalon sidste år, har Cecilie været både sekretariatschef og chef for organisation og ledelse i Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune fra 2015-2021 og afdelingschef i HK. Med jobbet i Hvidovre har hun fået opfyldt et ønske om igen at arbejde i en kommune:

”Min drivkraft og kernefaglighed ligger i at arbejde i en understøttende og tværgående funktion, og som centerchef for Politik og Ledelse i Hvidovre, ser jeg frem til at arbejde tæt sammen med direktionen og på tværs af centrene for at sikre en kompetent, åben og synlig kommunal administration for borgere, politikere og medarbejdere, siger Cecilie Vyff.

Cecilie Vyff er 42 år og bor på Amager med sin kone Didde og deres to døtre på 1 1/2 og 5 år. Fritiden bruger hun med familien blandt andet på legepladsture, på kulturoplevelser med venner – og i sommerhuset i Hornsherred.