Derfor skal du interessere dig for kommuneplanen

August |

Frem til den 7. oktober er Hvidovre Kommunes forslag til Kommuneplan 2021 i offentlig høring. Kommuneplanen er kommunalbestyrelsens overordnede og langsigtede plan for den fysiske udvikling af byen, og alle kan komme med deres kommentarer til den.
Forslaget til Kommuneplan 2021 indeholder bl.a. afsnit om nye byudviklingsområder, der inden for en årrække skal give plads til flere boliger, erhverv og offentlige formål, afsnit om klimatilpasning og natur og afsnit om udvikling af trafik og infrastruktur i Hvidovre.
- Det er faktisk den kommuneplan i mange år, der indeholder flest nye tiltag, så hvis man som borger er interesseret i at finde ud af, hvad planen er for det område, man bor i, og i Hvidovre som helhed, er det en god idé at gå ind og orientere sig, siger borgmester Helle Adelborg, der samtidig opfordrer borgerne til at give deres besyv med i den offentlige høring. – I kommunalbestyrelsen vil vi meget gerne høre borgernes mening om forslaget til kommuneplanen, for det er den, der er fundamentet for den måde, vi kommer til at udvikle de fysiske rammer i Hvidovre hen over de kommende år.
Kommuneplanen findes på hjemmesiden http://kommuneplan21.hvidovre.dk. Her er der otte forskellige temaer, man kan klikke sig ind på: Byens udvikling, Trivsel, udvikling og sundhed, Kultur og fritid, Kulturarv, Natur, Bæredygtighed og klimatilpasning, Vækst og erhvervsudvikling, Mobilitet og tekniske anlæg.
Alle temaerne forholder sig til FN’s verdensmål for en bæredygtig verden.
- Mange vil nok være interesseret i at dykke ned i de 10 nye byudviklingsområder, vi har udpeget, pointerer borgmesteren. – Det er områder, hvor vi bl.a. gerne vil give plads til flere boliger i fremtiden. Men alle temaer er relevante for os, som bor i Hvidovre – for de handler om, hvordan vi kommer til at bo, leve og transportere os i fremtiden – og ikke mindst, hvordan vi forholder os til natur og klimatilpasning.
Kommentarer til kommuneplanen skal sendes via høringsportalen på hvidovre.dk senest den 7. oktober, og inden da - onsdag den 15. september kl. 19-21 - er der borgermøde om Kommuneplan 2021 i Kometen. Her kan man høre om kommuneplanen og stille spørgsmål.
Hvidovre Kommune planlægger desuden en række andre aktiviteter i høringsperioden. Disse vil blive annonceret snarest muligt.