Avedøre Sogn lukket ned på grund af for højt smittetal

April |

På grund af for højt smittetal i Avedøre Sogn har Styrelsen for Patientsikkerhed givet Hvidovre Kommune påbud om at lukke skoler, SFO’er, klubber, kultur- og foreningsliv i Avedøre Sogn, indtil smittetallet igen er under grænseværdien for nedlukning.

Det betyder, at dette vil være lukket fra i dag, søndag 18. april, og som minimum de næste syv dage:

Avedøre Skole inkl. SFO

Regnbuen, klub og byggelegeplads

Frydenhøjskolen inkl. SFO og klub

Hvidovre Ungdomsskole og 10. klassecenter

Hvidovre Gymnasium

TEC (enkelte kurser er undtaget)

Avedøre Bibliotek og Kulturhus (det vil stadig være muligt at få foretaget lyntest i aulaen til Avedøre Bibliotek)

Enghøjhuset

Kulturhuset Buqetten
Cirkusmuseet og Forstadsmuseet

Avedøre Idrætscenter og Avedøre Stadion

Alle forenings- og fritidsaktiviteter er også lukket ned – uanset om, de foregår udendørs eller indendørs.

Daginstitutionerne holder åbent, men forældre, som har mulighed for at have deres børn hjemme, opfordres til at holde børnene hjemme. Forældre, som varetager kritiske funktioner eller af anden grund har brug for at få deres børn passet, vil forsat have muligheden for at aflevere deres børn i sognets dagtilbud.

Forældre i Avedøre Sogn vil modtage information fra skole, SFO, klub og daginstitution via Aula.

Foreninger i området vil modtage direkte information fra Center for Kultur og Fritid.

Alle borgere i Avedøre Sogn opfordres til at lade sig teste ofte og at følge sundhedsmyndighedernes retningslinjer. Test kan ske enten på Avedøre Bibliotek og Kulturhus (lyntest fra kl. 8-20) eller i Kometen (PCR-test fra kl. 15.15-21). Desuden bør man se så få mennesker som muligt og arbejde hjemmefra, hvis man kan.

Når Avedøre Sogn nu lukkes ned, sker det på baggrund af den model for automatiske nedlukninger, som er vedtaget af Folketinget i forbindelse med rammeaftalen om genåbning af samfundet. Formålet med de automatiske nedlukninger af sogne og/eller kommuner er, at man hurtigt og effektivt kan bremse smitten.
Nedlukningsmodellen betyder, at et sogns lukkes ned, hvis det har et incidenstal på mindst 400 og samtidig har mindst 20 smittetilfælde og en positivprocent på 2.
I Avedøre Sogn er incidenstallet aktuelt på 403. Der er konstateret 65 nye smittede, og positivprocenten er på 2,3.
Når sognet i syv dage i træk er under niveau på ét af de tre kriterier for nedlukning, ophæves den lokale nedlukning.

Hvidovre Kommunen får hver dag besked om incidenstal for kommunen og sognene i Hvidovre, og bliver de automatiske grænser for nedlukning overskredet, vil Styrelsen for Patientsikkerhed give et påbud om at lukke ned dagen efter, at påbuddet er givet.  Mere information om nedlukningen af Avedøre Sogn findes på www.hvidovre.dk