En ny landsdækkende alliance trådt sammen: Alliancen for Energifællesskaber i Danske Erhvervsområder (AEDE). Den samler en bred vifte af erhvervsområder, organisationer, erhvervsforeninger og kommuner, bl.a. Hvidovre Kommune.
Alliancen har til formål at gøre det muligt for virksomheder at dele grøn energi i energifællesskaber og dermed accelerere den grønne omstilling.
Danske virksomheder er presset af høje energiomkostninger. Alligevel spænder lovgivningen ben for, at virksomheder kan dele grøn energi - selv når de er naboer og har solceller eller vindmøller i baghaven. Det vil den nye nationale alliance nu ændre.
I en pressemeddelelse udsendt af AEDE siger den politiske talsperson for alliancen og projektleder for den grønne omstilling på Avedøre Holme, Kasper Larsen:
- Det er skævt, at lovgivningen i dag udelukker store virksomheder fra at dele energi i energifællesskaber. Det koster på både klimakontoen og konkurrenceevnen. Vi vil ændre lovgivningen og skabe plads til fremtidens energisystem, der er baseret på lokal energiproduktion, fællesskab og grøn fornuft.
Han bliver suppleret af alliancens talspersoner i forhold til tekniske forhold og næstforperson i organisationen Energifællesskaber Danmark, Ivan Kristian Pedersen og Stephan C. Krabsen:
- Hvis energifællesskaber i erhvervsområder skal fungere i praksis, er det ikke nok med gode intentioner - der skal ryddes op i en række lovgivningsmæssige og tekniske benspænd. I dag oplever virksomheder konkrete barrierer, som spænder ben for, at de kan etablere og drive energifællesskaber. Med alliancen vil vi kortlægge problemerne og arbejde målrettet for at fjerne dem, så grøn energidelingspraksis bliver mulig i virkeligheden og ikke kun på papiret.
- Der er store samfundsgevinster i lokale energifællesskaber, der spiller ind i en række af tidens mest aktuelle problemstillinger: den grønne omstilling, national sikkerhed, styrkelse af virksomheders konkurrenceevne, besparelser for elnettet og elektrificering af samfundet. Det giver stor samfundsmæssig værdi, hvis også store virksomheder får mulighed for at dele energi i energifælleskaber på grund af omfanget. Og det vil vi sætte fokus på med den nye alliance.
Alliancen er forankret i Energifælleskaber Danmark, der er nationalt ekspertcenter for vedvarende energi.
Læs mere om alliancen på https://www.energifaellesskaber.dk/aede/
I Hvidovre Kommunes Klimaplan 2045 er der fokus på virksomhedernes energiforbrug. Målet med klimaplanen er, at den samlede CO2-udledning i Hvidovre skal være reduceret med 80 procent i 2030, og at Hvidovre skal være CO2-neutral i 2045.
Se mere om Klimaplan 2045
Hvidovre Kommune samarbejder også med virksomhederne om at gøre Avedøre Holme til Danmarks grønneste erhvervsområde.
Ambitionen om at gøre Avedøre Holme til Danmarks grønneste erhvervsområde