Unge og deres forældre hørte om uddannelser

09-10-2024

Knap 400 deltog i kommunens uddannelsesaften på TEC.

Små 400 elever fra Hvidovre 9. og 10. klasser og deres forældre deltog torsdag aften i årets uddannelsesaften som TEC Hvidovre på Stamholmen lagde lokaler til.

Her kunne elever og forældre kigge lidt nærmere på nogle af de ungdomsuddannelser, de kan fortsætte på efter skolen. Aftenen bød på en velkomst fra Ungeenheden og fra uddannelseschef Per Johnny Nørregaard fra TEC, og så var der en paneldebat mellem de forskellige ungdomsuddannelser, hvor de gav deres bud på, hvordan den unge bedste forbereder sig til at starte på en ungdomsuddannelse, hvad forældrenes rolle er, og hvordan uddannelserne hver især understøtter de unges trivsel.

Efter det fælles oplæg fik elever og forældre mulighed for at gå rundt på forskellige stande og kigge nærmere på de enkelte ungdomsuddannelsesinstitutioner og Hvidovre Kommunes 10. klassecenter samt FGU Vestegnens tilbud.
De gymnasiale uddannelser havde eksempler på elevafleveringer med, mens der også var mulighed for at få håndmassage på skønhedsuddannelsernes stand, dyste med sine forældre om sure, søde og salte smage på hotel- og restaurationsskolens stand eller få sat håret på af en frisørelev.


- Vi håber at arrangementet har været med til at gøre både forældre og elever mere nysgerrige og åbne over for de forskellige uddannelsesmuligheder, der findes. Vi ved, at forældrene har stor betydning for deres børns valg, og derfor vil vi gerne give dem mere viden om og overblik over mulighederne, siger faglig konsulent i Ungeenheden, Karina Andersen.


De mange uddannelsesinstitutioner, der deltog i uddannelsesaftenen, inviterer hver især inden for til åbent hus-arrangementer i det nye år, og her kan unge og forældre kigge nærmere på de uddannelser, de er særligt interesseret i.
Her i Hvidovre er Enghøj Gymnasium den 5. november kl. 11-15 vært for Hvidovre Kommunes job- og uddannelsesmesse Mød en virksomhed, hvor elever fra kommunens 8.-10. klasse i år deltager, som en del af undervisningen, mens elever i 9. klasse kan vælge at deltage.

Forældre og elever kan også finde mere information om ungdomsuddannelserne på Børne- og Undervisningsministeriets Uddannelsesguide ug.dk