Stor interesse for at tale om fremtidens folkeskole

26-11-2024

Omkring 100 forældre, politikere og elever havde taget imod invitationen til at være med til at starte et flerårigt udviklingsprojekt for Hvidovres folkeskoler.

Formand for Børne- og Uddannelsesudvalget Sara Benzon taler til forældrene til temamødet om "En folkeskole for alle"

”Jeg er kæmpe fan af, at det nu er skolens tur til at tilpasse sig børnene, og ikke omvendt”.
”Folkeskolen har ikke udviklet sig så meget gennem årene, og undervisningen er ensformig og kedelig. Der for vil vi elever gerne høres. Vi er jo dem, der bedst kan sige, hvordan skolen kan blive bedre.”

”Der er noget grundlæggende forkert i den måde, vi driver skole på, når der er så mange børn, der ikke passer ind.”

”Vi skal ikke starte alle timer med at tænde for en skærm. Der er nogle rammer og vilkår, vi skal have ændret på.”

”Vi har brug for nye perspektiver og for at tænke vildt. Vi skal lytte og få idéer fra forældre, elever og medarbejdere.”

 Sådan lød nogle af udsagnene fra det panel af forældre fra skolebestyrelser, unge fra det Fælles Ungdomsråd, repræsentanter for lærere, pædagoger og skoleledere, som udgjorde et af programpunkterne på det temamøde om fremtidens folkeskole i Hvidovre, som blev afholdt på Avedøre Skole torsdag den 21. november. Alle forældre til nuværende og kommende skolebørn var inviteret til mødet, og omkring 100 havde valgt at tage imod invitationen.

Formand for Børne- og Uddannelsesudvalget Sara Benzon bød velkommen og understregede, at den udviklingsproces, som en enig kommunalbestyrelse har besluttet at sætte i gang, har til formål at skabe de bedste betingelser for et godt børneliv:

”Vi skal sørge for trivsel, læring og udvikling for alle børn, og vi skal drive skole på en anden måde, end vi gør i dag. Under overskriften ”En folkeskole for alle” sætter vi gang i en udviklingsproces, som kommer til at strække sig over mange år. Og uden involvering og ejerskab, når vi ikke mål. Derfor håber jeg, at nogle af jer forældre vil melde ind på at være med i den videre proces, så vi også er stærkt repræsenteret på forældresiden”, sagde hun og understregede: ”Vi ved ikke, hvad løsningen bliver, og hvor vi ender henne.”

 Skolechef Ole Møller Larsen konstaterede, at folkeskolens udfordringer kan betegnes som et såkaldt ”vildt problem”.

 ”Vi er nødt til at prøve os frem og tænke ud af boksen”, sagde han og fastslog samtidig, at formålet med processen er at skabe de bedste rammer for alle børn i Hvidovre - ikke at lukke specialtilbud, som nogle forældre måske kunne frygte. ”Vi skal skabe en forandring til glæde for børnene, og vi skal have inddraget alle parter for at det lykkes. I forældre er jo eksperter på jeres børn, og derfor vil vi gerne have jer ind i processen.”

Efter at deltagerne på temamødet havde drøftet emner som fx faglighed, forældrerollen, trivsel, lærings- og fritidsmiljøer i mindre grupper, blev der afslutningsvis samlet op i fællesskab, og her blev det bl.a. konkluderet, at der var stor opbakning fra de fremmødte forældre til at gøre noget anderledes og bedre med folkeskolen. Desuden var der ønsker om mere variation i læringsrum og undervisning, inddragelse af erhvervslivet og bredere fællesskaber på tværs af klasser og årgange. Der var også fokus på at sikre høj faglighed, og at skolen skal rumme både de særligt dygtige og de elever, der har brug for lidt mere tid.

Vil du gerne være med?

 Forud for temamødet med forældrene har der været tilsvarende møder for kommunens de i alt 1000 lærere og pædagoger, der arbejder på skolerne, og der bliver nu nedsat en række arbejds- og sparringsgrupper, som skal drive udviklingsprojektet.

 Hvis man som forældre vil være med i en sparringsgruppe, kan man enten tilmelde sig til sin skoleledelse eller via sko@hvidovre.dk. Husk at oplyse dit navn, dit barns skole, dit barns årgang. Tilmelding senest 13. december 2024. 

 Du kan se mere om ”En folkeskole for alle” via dette link: www.hvidovre.dk/enfolkeskoleforalle

Foto: Jesper Kongsted