Den 17. september er der Flip Flop Festival, hvor børn og deres voksne kan boltre sig med kreaworkshops, dans, teater og koncerter.
Hvad siger du til en hel dag med krea, dans, musik og teater for børn og familier? Og så oveni købet i Hvidovres nye kulturelle kraftcenter Kulturhus Risbjerggaard?
Den 17. september får børnene deres egen store åbningsfest i kulturhuset med en hel dags festival fyldt med sjove og hyggelige aktiviteter. Arrangementet hedder Flip Flop-festival og byder fra kl. 11-17 på fx kreaværksteder med linoleumstryk, print på t-shirts/muleposer, tegneserier og byg-selv-kunst, dans og ”Tigertræning”, drama-workshop, musikfortælling og koncert. Der er ingen tilmelding til arrangementet, så man møder bare op.
Hele programmet (der kan foldes som en flip flop) kan hentes på HvidovreBibliotekerne, Musikskolen og i Kulturhus Risbjerggaard efter den officielle indvielse den 9. september. Programmet kan også ses på Kulturhus Risbjerggaards facebook-side.
Det er Kulturhus Risbjerggaard, der sammen med Teater Vestvolden, Musikskolen og Billedskolen, står bag Flip Flop Festivalen, og arrangørerne håber på, at se mange glade børn og voksne på dagen.