Både nu og i fremtiden er der stor efterspørgsel på social- og sundhedshjælpere og social- og sundhedsassistenter. Men der er også flere muligheder for at bygge videre på uddannelsen, hvis du senere skulle have ønske om at udvide dine job- og karrieremuligheder.
Muligheder som social- og sundhedshjælper
Hvis du er uddannet social- og sundhedshjælper, kan du søge ind på uddannelsen til social- og sundhedsassistent. Her får du fem måneders merit for din uddannelse og yderligere fem uger, hvis du er over 25 år. Det betyder, at din uddannelse til social- og sundhedsassistent bliver kortere end det almindelige uddannelsesforløb.
Muligheder som social- og sundhedsassistent
Hvis du er uddannet social- og sundhedsassistent, kan du søge ind på en række uddannelser til professionsbachelor, for eksempel:
- Sygeplejerske
- Pædagog
- Fysioterapeut
- Socialrådgiver
- Ergoterapeut
- Tandplejer
- Psykomotorisk terapeut
- Bioanalytiker
- Radiograf
Som social- og sundhedsassistent kan du også efteruddanne dig og specialisere dig inden for pleje, psykiatri, IT, aktivering og rehabilitering, arbejdsmiljø, etik med videre, eller arbejde inden for lægepraksis.
Muligheder med EUX Velfærd
Med en EUX Velfærd kan du arbejde som social- og sundhedsassistent, men du kan også vælge at søge ind på videregående uddannelser, både på professionsbachelor- og universitetsniveau.