Nu kan du få en solsikkesnor i Hvidovre Kommune

Marts |

Hvidovre Kommune har tilsluttet sig Solsikkeprogrammet, der bl.a. ved hjælp af solsikkesnoren, en grøn nøglesnor med solsikke-blomster på, skal hjælpe borgere med et usynligt handicap. Det er en enig Kommunalbestyrelse, der har besluttet at bakke op om Solsikkeprogrammet for at skabe større forståelse for mennesker med et skjult handicap. Borgere med et usynligt handicap kan hente en gratis solsikkesnor i Borgerservice, på bibliotekerne eller i Sundhedscentret. Den kan signalere, at du muligvis har brug for mere tid, tålmodighed eller ekstra hjælp, når du er i kontakt med kommunen eller i andre situationer i hverdagen.

”For nogle af vores borgere skal der en større overvindelse til fx at møde til samtale i Jobcentret eller et andet sted i kommunen. Det kan være fordi de har et skjult handicap. Derfor er vi nu blevet en del af Solsikkeprogrammet, så borgere kan hente en gratis solsikkesnor og vælge at have den på, så andre kan se, at de har et usynligt handicap, og derfor måske har brug for lidt ekstra støtte eller tålmodighed, når de henvender sig til os i kommunen”, siger borgmester Anders Wolf Andresen, der håber, at borgere med skjulte handicap vil benytte sig af muligheden for at vise, at de kan have behov for særlig tålmodighed eller hjælp i nogle situationer.

Solsikkesnoren kan bæres af alle, der lever med et usynligt handicap. Det kan fx være ADHD, autisme, tourettes, hjerneskade eller angst. Et usynligt handicap kan give forskellige udfordringer, fx med hukommelsen, ufrivillige bevægelser, angstanfald eller udfordret formuleringsevne, som betyder, at mennesker med usynlige handicap kan opleve at blive mødt af både utålmodighed og irritation.

”I Handicaprådet synes vi, at det er vigtigt, at der bliver sat fokus på alle handicap, både de synlige og de usynlige. Det er ikke let at se, om et menneske fx har en nyresygdom eller en psykisk lidelse, og derfor kan solsikkesnoren være en hjælp. Det er rigtig vigtigt også at være opmærksom på de usynlige handicap, derfor har vi også bakket op om at indføre Solsikkeprogrammet i Hvidovre Kommune”, siger formand for Hvidovre Handicapråd, Bente Weinreich.

For at være forberedte på at bakke op om borgere med et skjult handicap, har kommunens medarbejdere fået en introduktion til usynlige handicap og tilgangen til borgere med solsikkesnor bl.a. igennem træningsvideoer fra Solsikkeprogrammet. Der vil desuden blive informeret om Solsikkeprogrammet på bl.a. biblioteker, idrætscentre, sundhedscenter og andre steder, hvor borgere har deres gang i hverdagen.


Fakta
Solsikkeprogrammet blev startet i 2016, da Gatwick lufthavn i London ville give mennesker med et usynligt handicap en mere tryg rejseoplevelse.
Kommunalbestyrelsen i Hvidovre Kommune har besluttet, at kommunen er en del af Solsikkeprogrammet.
Solsikkesnoren kan hentes gratis i Borgerservice, på bibliotekerne og i Sundhedscentret
Solsikkegummiarmbånd kan fås gratis i Hvidovres svømmehaller

Mere information om Solsikkeprogrammet: https://hiddendisabilitiesstore.com/dk/til-dig