Nu er det muligt at søge Sundhedspuljen 2023

Januar |

Kommunalbestyrelsen i Hvidovre Kommune har igen i år afsat midler til Sundhedspuljen, som støtter nye initiativer, der fremmer sundhed og fællesskaber for borgere i Hvidovre. Puljen, som er på 185.238 kr., kan søges af foreninger, klubber, organisationer og kommunale institutioner i Hvidovre.

- Jeg er glad for, at vi endnu engang kan uddele Sundhedspuljen og på den måde være med til at støtte de gode idéer og aktiviteter, der opstår hos de lokale frivillige foreninger, organisationer og kommunale institutioner. I Hvidovre Kommune har vi en lang tradition for at arbejde med forebyggelse, og her spiller de lokale initiativer og foreningslivet en vigtig rolle. De aktive fællesskaber kan bidrage til at løfte vores fysiske helbred og fx være med til at forebygge ensomhed, siger Arne Bech, formand for Ældre- og Sundhedsudvalget.

For at komme i betragtning til Sundhedspuljen skal der være tale om en ny aktivitet eller videreudvikling af en nuværende aktivitet. Der bliver lagt særlig vægt på aktiviteter, som fokuserer på aktive fællesskaber, forebyggelse af ensomhed og/eller inkluderer særlige målgrupper: unge, mænd og borgere med overvægt.

To foreninger var sammen om en ansøgning
Sidste år gik Hvidovre Attack Floorball Club og Hvidovre Volleyball Klub sammen om at søge midler fra Sundhedspuljen. I fællesskab skabte de to klubber et tumletilbud for børn mellem 0 og 8 år i Frydenhøjhallen og i Frihedens Idrætscenter.

Her kan børn i løbet af en række søndage komme sammen med deres forældre eller bedsteforældre og få lov til at prøve en masse forskellige redskaber og aktiviteter. Tilbuddet var næppe blevet så udbredt uden Sundhedspuljen, fortæller sportschef i Hvidovre Volleyball Klub, Thomas Stryhn.

- Når vi som forening har meget bredt funderede aktiviteter, så er det typisk der, hvor finansiering i en forening som vores ikke rækker. Så på den måde er vi afhængige af en form for medfinansiering for at kunne løfte et projekt som det her. Særligt i sammenhænge, hvor man gerne som forening vil etablere noget, som rigtig mange deltagere kan få gavn af. På den måde har Sundhedspuljen været rigtig god for os.

Nu hvor puljen for 2023 er åben, har sportschefen fra Hvidovre Volleybal Klub en opfordring til andre, der skal i gang med at søge

- Jeg synes, det er vigtigt, at man har mulighed for at samarbejde med andre foreninger, så man ikke kun tænker sin egen forening. Ligegyldig om det er unge eller ældre, man satser på, så synes jeg, at de her samarbejdsmuligheder er støtteværdige, fordi vi som forening kommer meget bredere ud. Når vi samarbejder på tværs, kan man sige, at vi kan få 2 plus 2 til at give 5 i stedet for, hvis vi bare havde lavet ansøgningen med udgangspunkt i vores egen forening.

Sådan kommer du videre med ansøgningen

Læs mere om kriterierne og send din ansøgning digitalt via hvidovre.dk/sundhedspuljen
Ansøgningsfristen er søndag den 5. februar 2023.

Hvis du har spørgsmål, kan du kontakte Hvidovre Sundhedscenter på tlf. 3639 3737 eller på mail sundhedspuljen@hvidovre.dk

Fakta

Du kan søge Sundhedspuljen om støtte til aktiviteter og projekter som enten varer et eller to år. Puljen er tidligere blevet uddelt til mange forskellige formål, og de tidligere modtagere er fx:

  • Dance n’Fun Hvidovre
  • DGI
  • Fællesskab for Unge Kronisk Syge
  • Gungehusskolens elevråd
  • Hvidovre Attack Floorball Club
  • Hvidovre Bibliotekerne
  • Minigruppen Sommerfuglen
  • Risbjergskolen