Lempelse af regler kan fremme overdækning af Amagermotorvejen

Februar |

Det vækker glæde på borgmesterkontoret i Hvidovre, at regeringen bakker op om et forslag fra Europa-Kommissionen om at lempe de nuværende regler for statsstøtte, så det bliver lettere for Danmark at hjælpe fx solcellefirmaer, elbilproducenter og andre grønne virksomheder.

Det kan nemlig også gøre det endnu mere attraktivt for private investorer at gå ind i projektet med at overdække en strækning af Amagermotorvejen med solceller, som Hvidovre arbejder for.

- Der er et stort indtjeningspotentiale ved en overdækning af Amagermotorvejen med solceller, men det er også en betydelige investering. Derfor ville det uden tvivl fremme projektet, hvis Staten kunne understøtte det i en eller anden form, siger borgmester Anders Wolf Andresen.

Fx spiller strømprisen ind på, om en overdækning med solceller vil være en rentabel forretning, og derfor kan statsstøtte være det ekstra skub, der kan gøre det nemmere at få private investorer med i det grønne projekt.

Hvidovre Kommune arbejder netop nu på at få udskudt projekteringen af den planlagte udvidelse af Amagermotorvejen med to år. Det skal give tid til at få undersøgt, hvordan en overdækningsløsning kan integreres med motorvejen, og hvordan det kan finansieres.

- Når motorvejen nu alligevel skal udvides, kan vi lige så godt indtænke de bedste – og grønneste - løsninger fra start, påpeger Anders Wolf Andresen.

Hvidovre Kommune har fået lavet et skitseprojekt for en overdækning af Amagermotorvejen fra den vestlige del af Amager Fælled, over Kalvebod-broerne til motorvejskrydset i Avedøre – en strækning på 7,1 km.

De foreløbige beregninger viser, at det kan reducere antallet af støjplagede boliger med helt op til 7000 boliger. Og hvis man dækker det med solceller, kan der genereres 72 MW grøn energi om året – det svarer til 50.000 borgeres årlige elforbrug.

Erhvervsminister Morten Bødskov (S) siger til DR, at regeringen gerne vil være med til at se på målrettede ændringer af statsstøttereglerne de steder, hvor der er et konkret behov i forhold til at udvikle morgendagens grønne teknologier.

Europa-Kommissionens udspil til en ny, grøn industriplan skal være med til at sikre, at EU bliver ved med at være et attraktivt sted for grønne virksomheder at slå sig ned.