Sundhedskaravanen giver trygge rammer til svære emner

Marts |

Et frirum i trygge rammer, hvor unge kan tale om noget af det, der rører sig i deres hverdag.

Det er, hvad Sundhedskaravanen tilbyder alle unge på 8. årgang i Hvidovres folkeskoler.

Sundhedskaravanen er en hel dag afsat til undervisning og information om tobak, rusmidler og seksuel sundhed, og den har netop været på rundtur til alle ni folkeskoler i Hvidovre.

Formålet med Sundhedskaravanens besøg er dels at formidle viden til eleverne, men også at skabe rum til refleksion og debat blandt de unge.

- Emner som alkohol, rusmidler og sex kan fylde meget hos unge, så det er vigtigt at skabe nogle trygge rammer, hvor man kan få talt om de emner, der ellers kan være svære at få hul på. Vi ved, at det er vigtigt at klæde de unge ordentligt på med viden og fakta, så de kan tage nogle velovervejede valg, og det kan Sundhedskaravanen hjælpe med, siger Sara Benzon, formand for Børne- og Uddannelsesudvalget.

Sundhedskaravanens besøg på skolerne sluttes af med et dialogteaterstykke – KropAmok – der handler om alt det, der sker i teenageårene, når kroppen eksploderer i et væld af nye tanker, følelser og spørgsmål. Pga. corona har det dog ikke været alle klasser, der denne omgang fik mulighed for at se teaterstykket.

Der opfordres også til at lave et efterfølgende forældremøde, hvor temaer fra dagen kan drøftes af forældre, elever, lærere og aktørerne i Sundhedskaravanen.

Det er første gang, Sundhedskaravanen har besøgt skolerne i Hvidovre, og der har været flere positive tilbagemeldinger. En af dem kommer fra Avedøre Skole:

- Besøget fra Sundhedskaravanen var en stor succes. Hele set-uppet skaber en rigtig god ramme for eleverne til at tale om nogle af de ting, der optager dem – og som måske er lidt svære at tage hul på i den almindelige hverdag. Ved at samle det på den måde kan man bedre tale om de forskellige emner i en helhed, som er relevante for de unge, siger Christian Iversen, SSP-lærer på Avedøre Skole.

Sundhedskaravanen skal medvirke til at sikre sammenhæng mellem skolerne og den kommunale rusmiddelhandleplan, så budskaberne omkring rusmidler bliver mere klare og gennemskuelige for de unge.

Forløbet med Sundhedskaravanen bliver derfor hele tiden evalueret og justeret. Fx bygger indholdet af Sundhedskaravanen på Sundhedsstyrelsens vejledninger, hvad angår tobak, rusmidler og alkohol, og sidstnævnte blev for nylig ændret. Nu frarådes unge under 18 at drikke alkohol, og derfor skal det nu undersøges, om det giver anledning til ændringer i Sundhedskaravanens formidling.

Undervisningen i Sundhedskaravanen foregår via et tværfagligt samarbejde mellem SSP, Ungdomsskolen, Pulsen og Sundhedsplejen.