Minister-ros til lokalt naturprojekt

Maj |

Der var masser af rosende ord fra miljøminister Lea Wermelin, da hun mandag den 16. maj besøgte erhvervsområdet Avedøre Holme. Her hørte hun mere om et kæmpe naturprojekt, der går ud på at skabe plads til mere ’vild’ natur i erhvervsområdet til glæde for bl.a. insekter, bier, planter og blomster.

Projektet er faldet i så god jord, at det bliver fremhævet af Hvidovre Kommune i konkurrencen om at blive Danmarks Vildeste Kommune, hvor kommuner over hele landet kæmper om at udvikle de bedste biodiversitetsprojekter.

Det unikke ved naturprojektet på Avedøre Holme er, at det er de lokale virksomheder som i et partnerskab med kommunen er gået i front og har taget initiativ til at etablere ”Vild med vilje” i erhvervsområdet. Kommunen har bistået med vejledning om naturmæssige forhold, men det er virksomhederne, der er de drivende kræfter.

- Et projekt som dette understreger bare, at partnerskaber er vigtige, hvis vi skal løse de klima- og naturudfordringer, vi står overfor. Her viser I, at man ved at bruge hinanden og arbejde på tværs kan skabe resultater i fællesskab. Jeg håber, at samarbejdet her på Avedøre Holme kan inspirere andre kommuner og erhvervsområder til at se på mulighederne for at arbejde sammen for at skabe bedre vilkår for naturen, sagde miljøminister Lea Wermelin under besøget.

Indtil videre har en række udvalgte virksomheder og kommunen skudt næsten 6 hektar jord ind i projektet - af disse er der sået vilde blomster på cirka 3 hektar, bl.a. i de lange vejrabatter, mens omkring 3 hektar braklægges.

- Vi har længe haft fokus på den grønne dagsorden i vores virksomhed, så for os var det et naturligt skridt at se, om der var mere, vi kunne gøre. Biodiversiteten har det generelt ikke godt i Danmark, og det er faktisk en lige så stor udfordring som klimaforandringerne, så det er et oplagt sted at tage fat. Derfor er jeg rigtig glad for, at så mange virksomheder har valgt at være med, siger Kasper Larsen, kommerciel direktør hos KLS PurePrint, som var en af initiativtagerne til projektet og lagde hus til ministerbesøget.

Hans virksomhed har selv bidraget med over 500 kvadratmeter jord til projektet, og han ser gerne, at endnu flere kommer med.

- Alle kan gøre noget, men i fællesskab kan vi meget mere, siger Kasper Larsen, som også håber, at andre virksomheder bliver inspireret til at gøre noget lignende.

Ideen til naturprojektet blev født i et erhvervsnetværk, der hedder BID Avedøre Holme, som Hvidovre Kommune har startet sammen med virksomhederne på Jernholmen og Hammerholmen for et år siden.

Målet med BID-netværket er at skabe et endnu mere attraktivt erhvervsområde i samarbejde mellem virksomheder, grundejerforeningen og kommunen.

- I det hele taget har vi en ambition om at gøre Avedøre Holme til Danmarks grønneste erhvervsområde. Vi har i forvejen nogle af verdens grønneste virksomheder her, som hele tiden arbejder på at gøre deres produktion mere bæredygtig. Udover naturprojektet bliver der også arbejdet med muligheden for at etablere fælles lokale energi-løsninger som fx solceller eller små vindmøller, og endelig er der planer om at etablere et Power-to-X-anlæg herude, som jeg ser som en af fremtidens energiformer, hvor vi kan få vindmøllestrøm ind i fly og lastbiler. Alt sammen er det med til at bringe os nærmere ambitionen om at skabe Danmarks grønneste erhvervsområde, siger borgmester Anders Wolf Andresen.

Det er da også det store omfang, der gør projektet usædvanligt i en kommune som Hvidovre. Det vurderes derfor at være det projekt med størst indhold af biodiversitet i forhold til alle de lokale tiltag, som er sket igennem de sidste 1,5 år i kommunen.

Der har været andre tiltag som fx såning af blomsterfrø med hjemmehørende arter, havevandringer og inspirationsture samt oplæg fra naturvejleder og en haveejer om haver som øger biodiversiteten og selvforsyning af grøntsager.

I projektet på Avedøre Holme har der også været tale om at få lavet insekthoteller til området, at opsætte bistader, frugttræer eller måske ugle-kasser, som kan bidrage til en naturlig muse-bekæmpelse.

Du kan læse mere om Hvidovres bidrag til Danmarks Vildeste Kommune her