BørneTour kommer til Hvidovre – og du kan være med!

Maj |

Tour de France kommer til Danmark i juli 2022, men allerede søndag den 12. juni tages der i Hvidovre forskud på festlighederne, når alle børn og unge i alderen 3-15 år inviteres til at prøve kræfter med BørneTour.

BørneTour er et begyndercykelløb pakket ind i de gule Tour de France-farver, men det handler ikke om at cykle hurtigt eller komme først – alle kan være med uanset hastighed, cykeltype og ambitionsniveau.

Formanden i Hvidovre Cykle Klub, Jørgen Staun, ser frem til at skyde BørneTour i gang i Hvidovre:

- Vi glæder os meget til at vise vores dejlige sport frem for byens børn og unge, og så endda med de officielle Tour de France-farver i ryggen. Vi håber, at rigtig mange har lyst til at komme og stifte bekendtskab med et ”rigtigt” cykelløb i begyndervenlige og sikre rammer. Cykelsport er både sjovt og meget socialt, og vi tror på, at alle kan få en rigtig god og unik oplevelse med BørneTour. Og uanset hvordan det går, så kommer man med sikkerhed hjem med en guldmedalje, siger han.

Alle deltagere i BørneTour modtager nemlig en medalje, et diplom og en goodiebag, når løbet er gennemført, samt en invitation fra Hvidovre CK til at deltage i et introforløb.

- Vi vil rigtig gerne vise vores cykelklub til byens børn og unge, så de kan se, hvordan man går til cykling i en forening. Ud over at træne fysiske elementer gør vi også meget ud af sikkerhed, teknik og ikke mindst det sociale og at have det sjovt. Vi håber selvfølgelig, at BørneTour-deltagerne bliver lidt nysgerrige og vil tage imod vores invitation, siger Jørgen Staun.

Også hos Hvidovre Kommune er man glad for, at BørneTour igen kommer til byen.

- Hvidovre er jo en cykelby, hvor vi hele tiden arbejder på at sikre de bedst mulige forhold for cyklisterne. Vi ser nemlig gerne, at cyklen bliver et af Hvidovre-borgernes foretrukne transportmidler, og derfor er det vigtigt at få næret cykelglæden allerede i en tidlig alder. Her er et arrangement som BørneTour oplagt, fordi det giver børnene mulighed for at være sammen om sjove cykelaktiviteter, siger borgmester Anders Wolf Andresen.

- Og så er det jo ekstra spændende i år, fordi Tour de France kommer til Danmark og dermed giver en unik mulighed for vores lokale foreningsliv til at sætte fokus på sporten, siger borgmesteren.

BørneTour køres over hele landet i mere end 30 byer, som forhåbentligt skal være med til at gøre den danske Tour-start til en helt uforglemmelig begivenhed.

Der er 200 pladser i løbet i Hvidovre, og tilmeldingen skal ske på www.børnetour.dk senest den 12. juni. I forbindelse med cykelløbet vil udvalgte veje blive afspærret – man kan se ruten på www.børnetour.dk.

BørneTour arrangeres af den lokale cykelklub Hvidovre CK, Hvidovre Kommune, Cykelby Hvidovre, Danmarks Cykle Union, Grand Départ Copenhagen Denmark, ŠKODA Danmark og Frog Bikes.

Til BørneTour events vil der være mulighed for at prøve udvalgte Frog Bikes-modeller og tilmed vinde en cykel, når man deltager i BørneTour.

Læs mere og tilmeld dig BørneTour her.

 

Kontaktoplysninger:

Formand i Hvidovre Cykle Klub: Jørgen Staun, js@ubro-systempac.dk

DCU BørneTour: Kristoffer G Nielsen, kgn@cyklingdanmark.dk, 28594923