Børnefamilier hjulpet til hygge med mindre sukker

Juni |

Danskerne har gennem flere år været verdensmestre i at købe slik, og samtidig drikker vi mange søde drikke. Vores forbrug af slik og chokolade er endda steget med lidt over et kilo om året pr. indbygger, ligesom forbruget af søde drikke er steget med 8 liter om året i 2020-2021. Det er problematisk både i forhold til sundhed, vægt og tænder.
Derfor har DTU Fødevareinstituttet, Sundhedsplejen i Hvidovre Kommune og en række andre partnere med støtte fra Nordea-fonden har udviklet forskellige materialer, der kan hjælpe børnefamilierne med at balancere det søde med det sunde. Kommunens sundhedsplejersker har afprøvet materialerne i skoleåret 2020-2021, og det har givet gode resultater. På trods af en corona-pandemi med meget hjemmehygge er mange lokale børnefamilier hjulpet i gang med at få en sundere hyggekultur.

95 børn i Hvidovre og deres familier har afprøvet tiltaget. Ved sundhedssamtalerne, som sundhedsplejerskerne gennemfører med forældre og børn i 0. klasse, fik familierne vejledning med udgangspunkt i en såkaldt ”SØD-måler” for det enkelte barn. De fik også udleveret en ‟SØD-kasse” med en portionsplade, en inspirationsbog, en højtlæsningsbog om tandsundhed, en app med et digitalt læringsunivers, et kortspil og adgang til en facebookgruppe, hvor de kunne udveksle erfaringer. Familierne blev sammenlignet med en kontrolgruppe med 58 andre børn fra Hvidovre, der også fik en sundhedssamtale – dog uden særligt fokus på det søde.

Alle familier registrerede børnenes kost i løbet af en uge, og undersøgelsen viser, at børnene, der havde oplevet, at der var fokus på sundhed, havde et 13 % lavere forbrug af søde sager og søde drikke. I evalueringen af projektet fortalte familierne, at det var nyt og nyttigt at få nogle konkrete rettesnore for, hvad der skal regnes med som søde sager, og hvordan det kan forvaltes i praksis.

‟Nogle vaner var nemmere at ændre på end andre, f.eks. at skære ned på kiks og müslibarer i hverdagen. Andet var sværere, fordi det søde er med til at ‘skabe hygge’ og familietid. Vi bruger slik og søde sager, når vi skal fejre noget, og når det er fredag, og vi skal hygge os”, fortæller projektkoordinator for ‘Er du for sød?’-projektet, postdoc Bodil Just Christensen fra DTU Fødevareinstituttet.

Undersøgelsen peger også på, at sundhedsplejerskerne spiller en nøglerolle i forhold til at nå ud til børnefamilierne.

”Det har helt klart kvalificeret sundhedssamtalen med børnefamilierne at bruge materialerne fra Er du for sød? Så er det ikke længere sundhedsplejerskens vurdering, men resultater fra familiens registrering af barnets indtag af søde sager, man taler ud fra. Vi har oplevet, at det især er råderummet for søde sager, der har været en øjenåbner for familierne. Samtalen er derfor blevet mindre løftet pegefinger og mere baseret på familiens egen opfattelse af deres hverdagsvaner”, siger Ellen Bonde-Pedersen, ledende sundhedsplejerske i Hvidovre Kommune.

8 gode råd til at ændre de søde vaner
1. Drop depoterne – du spiser, hvad du køber
2. Klar, parat, haps – frem med det grønne
3. Hygge er noget, vi gør – ikke noget, vi spiser
4. Vand til hverdag
5. Lidt men godt
6. Tre søde regler – hvilke vælger I?
7. Små skåle, store glæder
8. Du er sød nok – spis det halve

Find små film med ovenstående budskaber, tips og tricks til at ændre de søde vaner her: https://erduforsoed.dk/materialer-til-familier/film-med-tips-og-tricks/