Nu er der tre badestationer i Hvidovre

Juli |

Sommeren har endelig ramt Danmark, og hvis du trænger til at hoppe en tur i bølgen blå, er der nu tre steder i Hvidovre Kommune, hvor du kan gøre det uden bekymring for vandets kvalitet.

Hvidovre Strand, Hvidovre Havn og Mørtelrenden er nemlig alle tre blevet godkendt som såkaldte badestationer, hvor der må bades, og hvor kommunen løbende tager prøver af vandet for at sikre, at vandkvaliteten er i orden. Det sker i hele badesæsonen fra den 1. juni til den 1. september.

Hvidovre Strand har længe været en badestation, hvilket også fremgår af skilte på det velbesøgte badested. Der kommer også skilt op ved Hvidovre Havn, hvor der er en badebro og en stige. Nu er der også lavet en grov oprensning af bunden, ligesom der er udlagt gule bolde, der afmærker badeområdet. Og så er der netop givet grønt lys til en foodtruck med salg af forfriskninger på havnen.

Lige nu er der ikke et oplagt sted at bade ved Mørtelrenden, der er en vandkanal mellem Lodsparken og Kystagerparken tæt ved Lodsvej, da man fortsat ikke må springe i fra broen. Efter sommerferien vil det nye Havneudvalg derfor kigge på mulighederne for at etablere nogle faciliteter ved stedet, som gør det nemmere at bade.

Du kan følge resultatet af Hvidovre Kommunes målinger af vandkvaliteten på hvidovre.dk under ”Badevand”.

Hvis du vil tjekke, hvor sikkert det er at gå i vandet ved Lodsparken, inden du tager hjemmefra, kan du besøge Badevandsudsigten, som er en service udarbejdet af DHI. Du kan også hente den gratis app "Badevand" på din smartphone. Hvis stranden har grønt flag, er det sikkert at gå i vandet.