MatMobilen får penge til at fortsætte

August |
Børn undersøger regnorm Børn undersøger regnorm

MatMobilen, som har fast base på Risbjergskolen i Hvidovre, kan nu fortsætte sine ture rundt til kommunens børn i 2 ½ år mere. Det skyldes endnu en bevilling fra Novo Nordisk Fonden, der denne gang giver 2 ½ mio.kr. til det rullende matematik-lokale.

MatMobilen, som i praksis er flere Christiania-cykler belæsset med remedier til undersøgende matematik-undervisning, har siden august 2020 kørt på besøg til daginstitutioner og skoler i Hvidovre. I alt er det blevet til 718 besøg fordelt på 44 ud af 45 indskolingsårgange på skolerne, alle skolernes specialtilbud og ti daginstitutioner.
Her har MatMobilens instruktører ud fra 21 forskellige ”læringspakker” om fx former, talforståelse, vægt, mønstre, natur-undersøgelse og spejling arbejdet sammen med børn, pædagoger og lærere om sjov matematik i naturen.

Projektleder Sisse Jeppesen fortæller:

- Vi har været utrolig glade for, at så mange lærere og pædagoger har brugt MatMobilen. Vi har set, at eleverne er utrolig glade for undervisningen, og de synes bare, at de leger, og at det ikke er undervisning. Eleverne får lov til at arbejde med matematik på en anden måde, end når det er almindelig klasseundervisning i klasselokalet.

I den nye bevilling bliver MatMobilens målgruppe udvidet til også at rumme 4. og 5. klasser, og samtidig vil der være fokus på co-teaching, hvor instruktører, lærere og pædagoger har fælles forberedelse og indgår i et ligeværdigt forhold i undervisningen. Desuden er der også penge til, at Hvidovres skoler og daginstitutionerne kan få eget udstyr til udeundervisning.

Formand for Børne- og Uddannelsesudvalget i Hvidovre Kommune, Sara Benzon, er selv lærer og glæder sig over den nye bevilling fra Novo Nordisk Fonden:

- Det er så vigtigt, at vi stimulerer nysgerrigheden hos vores børn, når det gælder matematik og naturvidenskab, og det er utrolig dejligt, at MatMobilen nu kan fortsætte og give endnu flere børn mulighed for at blive ”gode venner” med matematik-faget, siger hun. – Hvis vi gennem leg og sjov kan gøre matematik til et fag for alle, vil det være fantastisk.