Kom med forslag til, hvor der skal opstilles kuber til glas og flasker

August |

Hvor mangler du en kube til glas og tomme flasker? Har du et bud på, hvor vi skal placere 10-20 nye glaskuber, der skal supplere de 80 kuber, der allerede er sat op?
Hvidovre Kommune opstillede i forsommeren 80 glaskuber som erstatning for de glasaffaldsbeholdere, der hidtil har stået i hver enkelt husstand. Baggrunden var en omlægning af affalds- og genbrugsordningen, der skulle give plads til indsamling af nye affald- og genbrugskategorier uden at den enkelte udgift til affaldsordningen steg.

Ved at indsamle glas i glaskuber frem for individuelle beholdere, er der en større andel af flasker og glas, der kan genanvendes direkte, fordi et mindre antal går i stykker, når de lander i kuberne. En anden stor fordel ved glaskuberne er, at glasset ikke knuses, når de tømmes, og derfor undgår vores skraldemænd at indånde det glasstøv, der hænger i luften, når glas og flasker knuses.

”Det er vigtigt, at vi får indsamlet vores glas, og det har vist sig, at der nogle steder er lidt for langt til glaskuberne. De opstillede glaskuber bliver desuden fyldt hurtigere, end vi havde forventet – og der er borgere, der efterlyser flere glaskuber, og derfor følger vi nu op med et antal ekstra kuber”, siger Kristina Young formand for Klima- Miljø- og Teknikudvalget. Hun tilføjer:
”Det er rigtig godt at opleve, at man i Hvidovre gerne vil anstrenge sig lidt for at beskytte vores sparsomme naturressourcer”.

For at få placeret de nye ekstra glaskuber bedst muligt i forhold til, hvor behovet er størst, spørger Hvidovre Kommune nu borgerne til råds. I perioden frem til den 1. oktober kan du komme med forslag til, hvor vi skal placere nye glaskuber. Det vil som udgangspunkt skulle være på kommunale grunde, og kuberne skal placeres til mindst mulig gene for de borgere, der bor i området.

De input, Hvidovre Kommune får ind via Deltag Hvidovre, fra borgere, virksomheder og andre interesserede, bliver givet til en arbejdsgruppe, der skal tage stilling til placering af flere glaskuber i byrummet. De nye glaskuber forventes at blive sat op hen over efteråret og vinteren.

Hvis du har et bud på en placering, så plot det ind på kortet på Deltag Hvidovre, du skal blot oprette dig med navn og mailadresse.

Du kan desuden komme med input til budgettet og melde din interesse for brugerrådet på Kulturhus Risbjerggaard via Deltag Hvidovre.