Tilbud om begyndermotion: Kom op af sofaen

November |

- Jeg føler, at jeg får det bedre på flere måder. Jeg kan mærke, at jeg får det en lille smule bedre for hver gang. Jeg kan mærke når jeg cykler, at jeg ikke længere bliver så forpustet.

Sådan lyder det fra Hanne Nielsen, som deltager i motionstilbuddet ”Begyndermotion – Kom op af sofaen”. Holdet er et samarbejde mellem Hvidovre Atletik & Motion og Hvidovre Sundhedscenter, og holdet er for alle, der gerne vil i gang med at træne – uanset om du har trænet tidligere eller skal i gang for første gang.

Og bare en smule fysisk aktivitet kan gøre en kæmpe forskel for krop og sind, lyder det fra Sundhedscentret. Begyndertræning er en varieret blanding af balance, bevægelighed, puls og styrke, hvor der bliver taget hensyn til deltagernes niveau.

- Deltagerne føler sig trygge ved at træne, selvom de har forskellige skavanker, da de oplever, at der tages hensyn i træningen og øvelser tilpasses individuelt, fortæller sundhedskonsulent Anette Jacobsen Sembler.

En vigtig del af tilbuddet er også, at man træner sammen med andre, hvor fællesskabet er i fokus.

- Det betyder meget, at det er et lille hold, og fællesskabet er en stor del af at være på holdet. Man ved, at der er nogle andre, når man kommer herop, siger Merethe Handskemager, som også deltager på holdet.

Udover træningen bliver der indimellem afholdt hyggelige fællesarrangementer, fx med spisning og oplæg om motion, vaner eller sund kost.

Træningen foregår primært indenfor om vinteren, men når vejret er godt, træner holdet også udenfor. Der trænes to gange om ugen – tirsdag og torsdag – på henholdsvis Hvidovre Stadion og i Hvidovre Sundhedscenter. Holdet kører med løbende optag, så man kan tilmelde sig når som helst.

Træningen er for alle der gerne vil i gang med at dyrke motion. Det koster 200 kroner om måneden, og du kan komme og prøve at være med et par gange, inden du tilmelder dig.

”Kom op af sofaen” er en del af det samarbejde, som Hvidovre Sundhedscenter har med lokale idrætsforeninger om motionstilbud til borgere, som ikke tidligere har været fysisk aktive, eller som gerne vil i gang igen. Sundhedscentret kan også hjælpe borgere videre ud i foreningslivet.

Læs mere om tilbuddet og tilmelding på www.sundhedscenter.hvidovre.dk eller kontakt holdkoordinator Ida Regitze Krag på ungdom@hvidovre-atletik.dk