Ny plan på vej: Hvidovre Torv skal bevares og udvikles

November |

Spørgelysten var stor, da Hvidovre Kommune i sidste uge havde inviteret til borgermøde om et nyt lokalplansforslag for Hvidovre Torv og området omkring torvet.

Lokalplansforslaget har til formål at sikre de kulturhistoriske værdier og bevaringsværdige bygninger i det område, der engang udgjorde Hvidovre Landsby. Det bevaringsværdige er særligt det snoede vejforløb af Hvidovregade samt byggemønstret i området.

- Med en ny lokalplan vil vi gerne sikre, at vi bevarer det helt særlige by- og kulturmiljø, der er i området. Vi ønsker at passe på et område af byen, som har en særlig kulturhistorisk værdi, og som betyder meget for mange mennesker. Men vi ønsker også at give muligheder for nybyggeri og renovering i området. For set med nutidens øjne er det som om, torvet mangler noget. Fx er vi flere, som godt kunne tænke os mere plads til udeservering og nye, publikumsorienterede erhverv, siger borgmester Helle Adelborg.

Udviklingen skal dog ske i respekt for det kulturmiljø, der er i området. Derfor vil en ny lokalplan opstille klare regler om placering, udformning og udseende af eventuelt kommende nybyggeri og renoveringer af eksisterende bygninger.

Det er blandt andet foreslået, at nybyggeri langs Hvidovregade skal passe ind i den byggetradition, der er i forvejen, så området kan bevare karakteren af landsby. Derfor stilles der krav til ting som husenes farver, taghældning og placering på grunden.

Lokalplanen har også til formål at muliggøre en udvikling af Hvidovre Torv som et attraktivt og levende byrum. Det kan blandt andet ske ved at give mulighed for at indrette publikumsorienterede serviceerhverv som butikker, restauranter, caféer, frisører mv. i stueetagerne samt mulighed for serviceerhverv i boligerne på de overliggende etager.

På borgermødet blev det dog understreget, at der ikke er planer om at fjerne springvandet på torvet, ligesom de fremmødte politikere understregede, at de ingen intentioner har om at røre ved jerngitteret om torvet.

Forslaget til Lokalplan 148 er i høring frem til den 3. december, hvor alle er velkomne til at komme med bemærkninger, ændringsforslag og indsigelser. Alle indkomne høringssvar vil blive forelagt Kommunalbestyrelsen inden den endelige politiske behandling af lokalplansforslaget.

Senere vil der blive igangsat en særlig visionsproces for selve torvet. Det vil efter planen ske med en bred inddragende proces, hvor alle interesserede borgere og erhvervsdrivende kan komme med input.

Ønsker du at komme med høringssvar til Forslag til Lokalplan 148, kan det gøres her på kommunens hjemmeside (helt i bunden af siden) eller per brev til Center for Plan og Miljø, Høvedstensvej 45, 2650 Hvidovre.