Ny mulighed for at vinterbade i Hvidovre

Marts |

I den frostklare morgen fredag den 5. marts tog vinterbader Marianne Christensen som den første turen ned ad den nye badestige, som er blevet sat op på ydersiden af nordmolen i Hvidovre Havn. Borgmester Helle Adelborg og formand for Kultur- og Fritidsudvalget Maria Durhuus deltog i den lille og uformelle indvielse af badestigen, som er resultatet en henvendelse fra bl.a. Marianne Christensen. Lige som mange andre borgere i Hvidovre har hun længe ønsket sig bedre muligheder for at vinterbade lokalt.
- Så jeg ringede for nogle måneder siden til kommunen og spurgte, om ikke det kunne lade sig gøre at få en stige op her, fortalte hun efter sin første dukkert fra molen.
Borgmesteren er også glad for, at det lykkedes at finde midler til at få sat den kombinerede bade- og redningsstige op.
- Det er dejligt, at der nogle gange ikke behøver at være så langt fra idé til handling, og her var der tale om en overkommelig investering, der samtidig kan gøre en masse mennesker glade, siger Helle Adelborg og får opbakning fra Maria Durhuus, der tilføjer:
- Det er simpelt hen den bedste ting i verden, når vi kan være med til at gøre borgernes idéer til virkelighed.
At den nye bademulighed vil blive godt brugt, er Marianne Christensen ikke i tvivl om:
- Jeg har allerede fortalt til mange, at badestigen her ville komme op, og jeg er sikker på, at de vil komme og bruge den i stedet for fx at køre til Brøndby Strand for at vinterbade, sagde hun til indvielsen. Og hun fik ret. Allerede i løbet af den første halve time efter indvielsen tog i alt seks vinterbadere turen ad den nye stige ned i det kolde vand, og i weekenden efter indvielsen blev stigen også flittigt brugt.