Få mere natur i haven og gør Hvidovre vildere

Maj |

Hun er blevet rost af Søren Ryge, har medvirket i hans program ”Drømmehave i Hvidovre”, og hendes bog ”Fra græsplæne til grøntsagsmark” har fået gode anmeldelser. Nu kan du møde Lene Skrumsager Møller selv, når hun sammen med en anden Hvidovre-borger, Mads Ellegaard den 28. maj holder oplæg i Kometen. Under overskriften ”Gør Hvidovre vildere” vil de to give gode råd og inspiration til, hvordan man som haveejer kan få mere natur og biodiversitet i sin have og dermed gøre en forskel for klima og miljø – og sin egen livskvalitet.

Lene Skrumsager Møller startede for tre år siden med at forvandle familiens parcelhushave til en oase med selvforsyning, husdyr og høj biodiversitet. I dag er der over 50 spiselige sorter, høns, ænder og masser af vilde arter i haven, og Lene og hendes familie oplever nu, at de ER i naturen, når de er ude i haven.

Forandringen fra græsplæne til lugefri, gravefri og giftfri grøntsagsmark har transformeret familiens hverdag, som er flyttet udenfor. Haven er en grøn ”oase” for både mennesker og dyr. Den er blevet miljø- og klimavenlig, og for børnene er den som en naturlegeplads med husdyr, vilde arter, vand, gemmesteder og masser at udforske.

- Det rige dyreliv i vores have viser, hvor utrolig nemt det er at få en spændende natur lige udenfor sin dør. Man skal bare lade naturen udfolde sig i stedet for at holde den nede, siger Lene Skrumsager Møller.
Mads Ellegaard er naturvejleder og haveejer, og i Kometen vil han fortælle om en række af de tiltag, som han og hans kone Mette har foretaget i deres villahave her i Hvidovre.

En bunke kvas, en balje med vand, en træstub med huller, et dødt træ og græs der ikke klippes – det er nogle af eksemplerne, Mads vil vise og fortælle om. Det er små tiltag, der kan gøre en stor forskel. Faktisk har er der nu set 5 forskellige sommerfuglearter, 14 forskellige fuglearter, flere humlebier, bladskærerbi, svirrefluer og planter som vild gulerod, cikorie, gul kløver og røllike i Mads og Mettes have, der som sidegevinst også er blevet mere spiselig.

- Det er faktisk kommet bag på mig, hvor stor en forskel det kan gøre for insekt- og fuglelivet i haven, at vi på bare ét år har ladet 1/3 af vores have været urørt og f.eks. etableret boliger for både fugle og insekter, siger Mads Ellegaard.

Borgmester Helle Adelborg vil byde velkommen til Lene, Mads og publikum i Kometen den 28. maj, og efter oplæggene er der mulighed for at stille spørgsmål.

Man kan købe Lenes bog efter arrangementet eller låne den på biblioteket.

Det vil også være muligt at købe hæftet ”25 vilde spiselige planter og lidt til”, der er skrevet af Hvidovres lokale ekspert på ”vild mad” Søren Espersen.

Man kan også få en kopi af hæftet ”Danmarks vilde haver” med beskrivelse af ni tiltag, der kan være med til at gøre haven lidt vildere. Hæftet er udarbejdet af Haveselskabet og WWF.

Gratis billetter til arrangementet kan fås via www.hvidovrebib.dk. Publikum skal vise coronapas ved indgangen og bære mundbind.

Hvidovre Kommune er klimakommune og deltager i konkurrencen om at blive Danmarks VILDESTE kommune.