Brugerne inddrages i ombygningen af Strandmarkens Fritidscenter

December |

I fremtiden kommer Strandmarkens Fritidscenter på Hvidovre Enghavevej til at huse et moderne plejecenter, hjemmeplejen, foreninger og aftenskole.

Kommunalbestyrelsen har nemlig godkendt, at der igangsættes en idé- og projektkonkurrence om en helhedsplan for Strandmarkens Fritidscenter og omkringliggende område. Det skal ske med en åben konkurrence, hvor de nuværende bygninger enten kan bevares helt, delvist eller nedrives.

Som led i det arbejde var der desuden politisk enighed om at nedsætte et særligt udvalg, et såkaldt §17, stk. 4 udvalg, der inddrages i processen og får indflydelse på projektet. Udvalgets arbejde skal nemlig resultere i en handlingsplan for området, som danner udgangspunkt for et udbud af projektet. Udvalget kommer til at bestå af foreningsrepræsentanter, sagkyndige, politikere og kommunale fagfolk. Politikere og visse repræsentanter fra administrationen vil være gennemgående figurere i udvalget, og alt afhængig af, hvad der diskuteres, vil udvalget blive suppleret med yderligere personer; hvis snakken fx går på det nye foreningshus, så vil der være repræsentation fra foreningerne, og når udvalget drøfter det fremtidige plejecenter, vil det være repræsentanter fra ældrerådet, handicaprådet, sagkyndige fra plejesektoren mv., som vil kunne kvalificere det arbejde, der skal udføres i udvalget.

Den helhedsplan, som udvalget ender med at komme med forslag til, skal herefter drøftes og besluttes i Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen.

- Det er altid nyttigt, når de relevante kompetencer inddrages i udviklingen af projekter, så vi sammen kan finde frem til de bedste løsninger. Det har vi blandt andet haft gode erfaringer med fra helhedsplanen for Hvidovre Bymidte, hvor vi har haft en rigtig god proces, hvor både borgere, politikere og fagfolk har arbejdet sammen, siger borgmester Helle Adelborg, der håber på en lige så god proces omkring ombygningen af Strandmarkens Fritidscenter.

Det nye plejehjem skal bygges efter de mest moderne standarder på området. Byggeriet er stort og komplekst, da der skal være plads til i alt 132 plejeboliger, sygeplejeklinik, hjemmepleje, aftenskole og foreninger. Det nye plejecenter skal blandt andet huse de eksisterende 72 pladser fra Strandmarkshave Plejecenter, da boligerne her efterhånden er blevet utidssvarende. Dertil viser prognoser, at der i fremtiden vil mangle plejeboliger i Hvidovre Kommune, og den udfordring skal det nye plejecenter også være med til at løse.

Konkurrenceoplægget og helhedsplanen skal også indeholde forslag til trafikale løsninger, parkering og samspillet med omgivelserne. 

Selve byggeriet på Strandmarkens Fritidscenter vil gå i gang først i 2026, og i byggeperioden vil aftenskoler, foreninger og Hjemmeplejen blive genhuset andre steder i kommunen. Kommunen er allerede i dialog med de berørte foreninger for at få afklaret, hvilke behov de har. Forventningen er derfor, at alle foreninger bliver genplaceret, inden byggeriet går i gang.

Kommunen forventer, at det nye Strandmarken-byggeri kan tages i brug i 2028.