Festlige sommerdage på Cirkusmuseet

Juni |

På Cirkusmuseet i Hvidovre kan du fra søndag d. 26. juni til og med søndag d. 7. august fra søndag til torsdag mærke, hvordan det er at være cirkusartist, når der bliver åbnet i den store cirkussal til Cirkusleg kl. 11-13.

Her kan du afprøve din balance på linen, styrke i trapezen og evne til at koordinere kegler. Mulighederne er mange og en kyndig cirkusinstruktør vil stå klar med råd, inspiration og vejledning til alle gæster.

27. og 28 juni samt d. 4. og 5. juli vil Cirkussjov foregå i museets cirkustelt, og der vil være særligt fokus på jonglering og balancegang.

På museet kan hele familien gå på opdagelse i udstillingen, hvor I bl.a. kan opleve bugtaleren Peter Nørgaard med sin frække hund Charlie, der via skærme, fortæller sjovt og underholdende om cirkushistorie og cirkusartister. I kan også se forunderlige rekvisitter og smukke kostumer fra nogle af de største artister igennem tiden. I kan også se museets seneste særudstilling ”Kvinder i cirkus”.

På udvalgte dage kan du lære at tankelæse, når en af museets formidlere fortæller om illusionistparret Truxa og Gulli, og med hjælp fra publikum, genopfører deres berømte tankelæsernummer. Miniworkshoppen finder sted i i tryllerummet, og du kan finde datoerne på Cirkusmuseets hjemmeside.

Vil I gå på opdagelse på museet på en anderledes måde, kan I købe en særlig cirkuspose, der bl.a. indeholder skattejagt, quizzer og materialer til kreative aktiviteter, der både kan laves på museet og hjemme.

Billetter til museet kan købes på www.cirkusmuseet.dk eller i døren