Påske for hele familien på Cirkusmuseet

April |

Cirkusmuseet har åbent med de normale åbningstider i hele påsken, hvilket vil sige fra søndag til torsdag fra kl. 10-15. Du kan få gode cirkusoplevelser, også på de fleste af helligdagene, i påsken. En af de oplevelser, som altid vækker stor glæde blandt gæsterne, er Cirkusleg.

Går du med en cirkusartist i maven, eller har du mod på at prøve kræfter med artisteriet, er der fra d. 10. – 14. april og igen d. 17. april fra kl. 10.30-12 til Cirkusleg i Fægtesalen. Her kan du bl.a. prøve trapez, line og alverdens jongleringsudstyr under kyndig vejledning af en cirkusartist. Museumschef Mikkel Knudsen lover, at der vil være mulighed for gode grin, men også mulighed for at teste dine egne evner som artist: ”Til Cirkusleg får du indsigt i det arbejde, der ligger bag artisternes kunnen, men du får også erkendelser om dine egne evner. Og ikke sjældent dukker der også store grin op i arbejdet med cirkus.”

Humoristisk formidlingsform
På selve museet kan du gå på opdagelse i den spændende udstilling og fordybe dig i en cirkusverden med sjove og spektakulære rekvisitter, kostumer og filmklip med virkelighedens artister. I udstillingen er der mulighed for at klæde dig ud som bl.a. klovn og cirkusprinsesse samt opleve bugtaler Peter Nørgaards humoristiske indføring i cirkushistorien i tæt samarbejde med sin frække hund, Charlie.

I udstillingen kan du også hjælpe Kylle Rylle med at finde gemte påskeæg og få en lille belønning, som tak for hjælpen, når alle æg er fundet.

Slip fantasien løs
På museets Kreative Værksted kan både store og små slippe fantasien løs og bl.a. klippe gækkebreve og lave påskeharer- og kyllinger med fx cirkushatte, når museet stiller alle remedier fra pap og fjer til pailletter og tusser til rådighed. Madpakken kan man sågar også spise på museet, der også sælger let forplejning.

Der er rig mulighed for gode grin, hyggelige timer og spændende oplevelser i påskeferien, hvor hele familien kan være med. Se mere information og program på museets www.cirkusmuseet.dk