Borgmesteren har ordet

Marts |

Kære virksomheder,

Der er sket meget i verden i den seneste tid. Vi oplever igen krig i Europa, og det har uden tvivl sat sit præg på vores hverdag. Det påvirker priserne, virksomheder bliver ramt på leveringer og eksport, og på det personlige plan er vi nok alle berørt over de mange ukrainere, der må forlade deres hjemland og krigens rædsler.

Derfor har jeg også været utrolig glad for at opleve, hvordan borgere og virksomheder i Hvidovre har meldt sig på banen med forskellige former for støtte og hjælp. Kommunen har modtaget over 300 mails fra borgere, foreninger og lokale virksomheder, der tilbyder alt fra donationer, job og sociale aktiviteter. Viljen til at hjælpe er imponerende, og der skal lyde en kæmpe tak til alle jer, der har tilbudt hjælp.

Den seneste tid har også budt på gode nyheder i vores lille del af landet. For mens sagsbehandlingstiderne på byggesager er vokset i langt de fleste kommuner, så er de raslet ned her i Hvidovre. Fx er den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for enfamilieshuse faldet fra 119 dage i 2020 til 53 dage sidste år, og for industri- og lagerbygninger er den faldet fra 483 dage i 2020 til 40 dage sidste år. Det er gode nyheder, og her i kommunen fortsætter vi selvfølgelig det gode arbejde, så vi kan sikre de bedst mulige rammer for både borgere og virksomheder.

Det er dog ikke bare kommunen, der har gjort fremskridt. Det lokale erhvervsliv har også fået det bedre, viser en ny analyse fra IRIS Group. Den viser, at Hvidovre-virksomhederne er nogle af højdespringerne i regionen, når det kommer til erhvervspræsentationer, og er rykket syv pladser frem på ét år. De klarer sig særligt godt på iværksætteri og vækst, hvor Hvidovre ligger på en 27. plads mod en plads som nummer 59 året før.

Tallene viser, at vi har stærkt og innovativt erhvervsliv i Hvidovre. Vi har lige været igennem en hård tid præget af corona, så det er imponerende, at der alligevel har været overskud til iværksætteri og vækst i eksisterende virksomheder. Det tegner godt for fremtiden, og jeg glæder mig til at fortsætte det gode samarbejde med jer lokale virksomheder.

Det gode samarbejde kan du også læse mere om i denne udgave af Erhvervsnyt, hvor et partnerskab mellem kommunen, grundejerforeningen og lokale virksomheder bl.a. har ført til nye trafikskilte på Avedøre Holme. Du kan også læse om dette års Holmestafetten, den nye affaldsplan og det nye Erhvervskontaktudvalg.

God læselyst!

 

Med venlig hilsen

Anders Wolf Andresen, borgmester i Hvidovre Kommune

Borgmester Anders Wolf Andresen