Holmestafetten blev en øjenåbner

September |
Mia Leimand (tv), afdelingsdirektør i Spar Nord, deltog for første gang i Holmestafetten i 2021. Mia Leimand (tv), afdelingsdirektør i Spar Nord, deltog for første gang i Holmestafetten i 2021.

Holmestafetten har udviklet sig til en populær tradition blandt Hvidovres virksomheder og kommunens ansatte, og over 400 deltagere var med, da stafetten efter et års pause vendte tilbage den 14. september. I højt humør blev de 3,75 kilometer tilbagelagt af både løbere og gå-hold, og i start- og målområdet var der hele eftermiddagen masser af liv og god stemning.
Mange af de deltagende virksomheder havde været med før, men Spar Nord i Hvidovre var med for første gang. Og det var en stor succes, fortæller afdelingsdirektør Mia Christine Leimand.
- Det var virkelig hyggeligt at være med, og der var en rigtig god stemning. Vi var med for at vise flaget, fordi vi gerne vil være synlige i lokalområdet og vise, at vi gerne vil være en del af det lokale liv i Hvidovre, siger hun.
Spar Nord havde syv deltagere med, og de var alle med på gå-holdet – et helt bevidst valg, da det er nemmere at tale sammen, når man går, fortæller Mia Christine Leimand.
- Et af formålene for mig var også at være sammen med medarbejderne på en anden måde. Tingene bliver ofte sagt anderledes, når man er sammen uden for kontoret, og der er Holmestafetten en fin ramme at være sammen i på en uhøjtidelig måde, siger hun og fortæller, at Spar Nord helt sikkert vil være med igen næste år.
Og selvom Spar Nord og Mia Christine Leimand ikke vandt nogle af årets sponsorpræmier, så var hun imponeret over dem.
- Jeg glæder mig til at få listen over sponsorer, for den vil jeg da helt sikkert kigge på, når vi skal til at lave julegaver eller gavekurve til kunder og forretningsforbindelser. Det var en øjenåbner at se, hvor mange spændende butikker og firmaer der ligger i lokalområdet, og vi vil allerhelst bruge de lokale tilbud, siger Mia Christine Leimand.
Bag Holmestafetten står TEC, Hvidovre Motion & Atletik samt Hvidovre Kommune, og arrangørerne har allerede besluttet, at Holmestafetten vender tilbage til næste år. Her bliver den dog igen afholdt i foråret, nemlig i maj måned, hvor vi håber at se rigtig mange af de lokale virksomheder repræsenteret.

Sponsorer og samarbejdspartnere til Holmestafetten:

• Dascher – Intelligent Logistics
• Kaiser Sport
• Kontra Coffee
• Falck Healthcare
• Ryde Gastronomi
• Fantom Bryg
• Broste Copenhagen
• Nohrlund – Økologiske Cocktails
• Scandic Hvidovre
• Hvidovre Vinhus
• Føtex
• Sv. Michelsen Chokolade
• Fysioterapi & Motion
• Hvidovre Volleyball Klub