Pleje- og omsorgsforløb efter ældreloven

På denne side kan du læse om pleje- og omsorgsforløb efter ældreloven.

Ældreloven er trådt i kraft d. 1. juli 2025. Den sætter rammen for ældreplejen i Hvidovre i samspil med Kommunalbestyrelsens beslutning for Budget 2025 om at øge den forebyggende, rehabiliterende og trænende indsats og Hvidovrestrategiens ambition om, at vi ser alle borgere som kompetente og har som mål, at alle kan leve et liv, der er så selvstændigt som muligt.

Med ældreloven har vi særligt fokus på, hvordan vi tilrettelægger og organiserer støtten eksempelvis i tværfaglige teams. Og vi arbejder efter lovens værdier:

  • Ældres selvbestemmelse
  • Tillid til medarbejdere og ledere
  • Tæt samspil med pårørende, lokale fællesskaber og civilsamfund

Når du har brug for hjemmehjælp, genoptræning, rehabilitering, indkøb eller tøjvask, får du et sammenhængende og individuelt tilrettelagt pleje- og omsorgsforløb, der tager udgangspunkt i dine behov, ønsker og ressourcer.

Mange af initiativerne i ældreloven har vi allerede arbejdet med i flere år her i Hvidovre Kommune. Derfor kommer man som udgangspunkt ikke til at opleve store ændringer, hvis man allerede modtager støtte fra kommunen.

Men vi vil i endnu højere grad tænke i helhedspleje med både praktisk støtte, personlig pleje, genoptræning og rehabilitering samt fleksible og sammenhængende forløb. Og vi vil inddrage dig, dine pårørende, frivillige, foreninger samt andre i lokalområdet.

I Hvidovre Kommune er det vores mål at sikre alle ældre i Hvidovre en alderdom med mest mulig selvbestemmelse, selvhjulpenhed, livsglæde og tid til omsorg og nærvær. Og vi tager altid udgangspunkt i den enkeltes aktuelle livssituation, ønsker og behov. 

Hvis du ikke i forvejen får hjælp af kommunen, vil du blive visiteret til helhedspleje efter den nye ældrelov. Hvis du allerede får hjælp fra kommunen, vil du blive visiteret på ny senest d. 1. juli 2027.

Hvis du har spørgsmål til pleje- og omsorgsforløbene eller din hjælp, kan du kontakte Visitationen. Se kontaktoplysninger i den orange boks på denne side.

Et pleje- og omsorgsforløb er en samlet plan for din støtte i hverdagen. Hvis vi vurderer, at du har brug for hjælp til pleje og omsorg, vil dit forløb blive planlagt sammen med dig og tilpasset dine ønsker og behov.

Et forløb kan rumme hjælp såsom personlig pleje, måltider, praktiske opgaver i hjemmet, indkøb, tøjvask, genoptræning og rehabilitering, afhængig af dine behov.

Du vil få hjælp af et tværfagligt team af eksempelvis social- og sundhedspersonale, sygeplejerske, visitator, terapeuter, diætist og egen læge. Støtten bliver givet af medarbejdere, som kender dig, for at give sammenhængende og fleksible plejeforløb. Du vil også få en fast kontaktperson, der koordinerer dit forløb og følger dig. Du kan henvende dig til din kontaktperson, hvis du har spørgsmål eller brug for at drøfte din hjælp.

Vi lægger vægt på, at du har selvbestemmelse og tillid til vores medarbejdere, så du og medarbejderne sammen kan finde ud af, hvad der er den rette pleje og støtte, herunder hjælpemidler.

Visitationen

Telefonisk henvendelse

Telefon: 3639 2880

Alle hverdage kl. 08.30-10.30

Skriftlig henvendelse

Send sikker mail til Visitationen

Almindelig mail: visitationen@
hvidovre.dk

Send sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.

Har du brug for hjælp til at sende en sikker mail via MitID, er du velkommen til at kontakte Borgerservice. Vi hjælper gerne. Se kontaktoplysninger og generelle åbningstider nederst på siden.