Invasive arter

Hvidovre Kommune bekæmper en række invasive arter. Du kan hjælpe med at registrere og bekæmpe disse arter.

I Danmark findes der en række invasive arter – både planter og dyr. Det vil sige arter, som ikke normalt hører hjemme i Danmark. Det er f.eks. Kæmpe bjørneklo, vaskebjørn, Lupin m.fl. I dag er der 77 arter, som betragtes som et problem i forhold til den danske natur. Problemet er, at de invasive arter kan fortrænge andre arter, som faktisk hører hjemme i Danmark.

I Hvidovre finder man mange steder disse invasive arter, som Hvidovre Kommune ønsker at få kortlagt og bekæmpet. 

Nedenfor kan du læse om de fire arter, som vi har særligt fokus på.

Arten har tidligere været udbredt en lang række steder i Hvidovre. Men efter vedtagelsen af Indsatsplan for bekæmpelse af kæmpebjørneklo i 2018, findes den nu kun i begrænset omfang i kommunen.

Ud over, at Kæmpe bjørneklo har en stor evne til at udkonkurrere andre planter, så er det navnlig saften fra planten, som udgør et problem. Hvis man får saft fra planten på sin hud, skal man enten få vasket saften af med det samme, eller også undgå sollys de næste 3-4 døgn. Hvis man ikke gør det, er der stor risiko for forbrændinger, vabler og at miste pigment i huden på det berørte område.

Du kan læse mere om Kæmpe bjørneklo, og hvordan den bekæmpes i Miljøstyrelsens bekæmpelsesguide for invasive arter af Bjørnklo. 

Canadisk gyldenris står smukt med sin gule farve og blomstrer i Kystagerparken i august. Den canadiske gyldenris er en smuk og meget populær plante, som tiltrækker en del insekter. Men gyldenrisen har den evne, at den udsender et kemisk middel via sine rødder, som hæmmer andre planter i at vokse. Derfor overtager den hele områder. Navnlig i Kystagerparken og langs motorvejene findes den i stort omfang.

Du kan læse mere om Canadisk gyldenris, og hvordan den bekæmpes i Miljøstyrelsens bekæmpelsesguide for invasive arter af gyldenris.

Denne art må nok betragtes som enhver haveejers skræk. Arten blev introduceret som haveplante i 1930’erne. Men i dag er der nok ikke nogen, som frivilligt vil plante den. Med et rodnet på op til 3 meter i dybden og op til 54 kg rødder pr. kvadratmeter, er det en kæmpe og næsten umulig opgave at få den bekæmpet og udryddet. I Hvidovre findes en række steder med Japansk pileurt. Bekæmpelse sker enten med afdækning eller via opgravning. 

Du kan læse mere om Japansk Pileurt, og hvordan den bekæmpes på Miljøstyrelsens bekæmpelsesguide for invasive arter af pileurt.

Rosen har tidligere været ivrigt benyttet som haveplante og langs veje. Den kom til Danmark i 1845. F.eks. er den blevet udplantet i et stort omfang i strandområder for at bekæmpe sandflugt. Desværre har det efterfølgende vist sig, at arten er særdeles god til at tilpasse sig det danske klima, og at den er i stand til at udkonkurrere vores hjemmehørende arter. I Hvidovre findes arten mange steder. Men ingen steder har den taget fuldkommen over, som det er sket i for eksempel Odsherred, hvor den i dag har overtaget kæmpestore områder.  

Du kan læse mere om Rynket rose, og hvordan den bekæmpes i Miljøstyrelsens bekæmpelsesguide for invasive arter af rynket rose.

 

Hjælp os ved at give et praj

Vi håber, at du som borger har lyst til at hjælpe til med at bekæmpe ovenstående invasive planter. Det gør du ved at bruge app’en Giv et Praj, hvor du kan registrere, når og hvor du får øje på en af disse planter.

Undgå invasive arter i din have

Som haveejer kan du hjælpe med at bekæmpe de invasive planter ved at sikre dig, at du ikke bringer dem ind i din have.

Hvis du bor op til et naturområde, skal du sørge for, at dine planter ikke breder sig ud i naturen. Det er heller ikke tilladt at smide haveaffald i naturen. For på den måde kan man komme til at sprede en invasiv plante.

Når du har beskåret eller gravet en invasiv plante op i din have, skal du komme den i en pose til restaffald. Du kan også aflevere det på genbrugspladsen i containeren til rest efter sortering. På den måde sikrer du, at den invasive art ikke spreder sig til andre steder.

Center for Plan og Miljø - Miljøteamet

Hvidovrevej 278
2650 Hvidovre

Telefon: 3639 3580

Send sikker mail til Center for Plan og Miljø

Almindelig mail:
miljo@hvidovre.dk

Du kan ringe til Miljøteamet i disse tidsrum:

Mandag: 09.30-11.30 og 13.00-14.30
Tirsdag: 09.30-11.30 og 12.30–14.30
Onsdag: lukket
Torsdag: 12.30-15.00
Fredag: 09.30-11.30

Send sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.

Har du brug for hjælp til at sende en sikker mail via MitID, er du velkommen til at kontakte Borgerservice. Vi hjælper gerne. Se kontaktoplysninger og generelle åbningstider nederst på siden.