Samtykke

Her kan du give dit samtykke til videregivelse af personoplysninger eller partsrepræsentation. Når du giver samtykke, giver du din sagsbehandler mulighed for at indhente oplysninger om dine helbredsforhold og/eller dine økonomiske forhold.

Vejledning om retten til bisidder og partsrepræsentation

Dette er en vejledning til dig, som overvejer at få en partsrepræsentant, som kan varetage dine interesser eller en bisidder, som kan støtte dig i en konkret sag ved Hvidovre Kommune.

Vi vil bede dig om at læse vejledningen, inden du tager stilling til, om du ønsker en bisidder eller en partsrepræsentant, samt hvilke beføjelser din eventuelle partsrepræsentant skal have.

Bisidder

Du kan vælge at få støtte fra en bisidder eller eventuelt flere bisiddere ved behandlingen af din sag. Du vælger selv din bisidder.

En bisidder er din støtte og kan hjælpe dig med at stille relevante spørgsmål, eller hjælpe dig med at huske, hvad du vil fortælle til sagsbehandleren. Efter samtalen kan din bisidder hjælpe dig med at få klarhed over, hvad der blev sagt og besluttet. Bisidderen kan ikke handle på dine vegne, men kan hjælpe dig med at:

  • deltage på møder med Hvidovre Jobcenter sammen med dig
  • skrive breve til Hvidovre Jobcenter fra dig

Bisidderen kan ikke svare på dine vegne eller på anden måde repræsentere dig, hverken til møder eller i breve/mails. Du skal selv afholde eventuelle udgifter til en bisidder, hvis du fx vælger en professionel bisidder (sagkyndig).

Ønsker du at benytte en bisidder, skal du ikke indsende en fuldmagt.

Partsrepræsentant

En partsrepræsentant varetager dine interesser og dine beføjelser i din sag ved Hvidovre Jobcenter. En partsrepræsentant er en person, som du giver fuldmagt til at handle på dine vegne i din sag. Du har kun ret til én partsrepræsentant.

Du skal selv betale eventuelle udgifter til din partsrepræsentant, hvis du fx vælger en sagkyndig partsrepræsentant (advokat eller lignende). Visse sagkyndige som fx advokater, socialrådgivere, revisorer eller landinspektører behøver ikke at udfylde en fuldmagt for at repræsentere dig.

Fuldmagten vil gælde for din konkrete sag i Hvidovre Jobcenter, Hvidovre Kommune.

Du kan altid trække fuldmagten tilbage ved at give besked til Hvidovre Jobcenter.

Har du trukket din fuldmagt tilbage, kan du vælge, at en anden skal være din partsrepræsentant, men så skal du indsende en ny fuldmagt til Hvidovre Jobcenter.

Du skal være opmærksom på, at partsrepræsentationen kun omhandler den sag, som du har udpeget vedkommende til at være partsrepræsentant i og kun i forhold til den myndighed, der skal træffe afgørelse i din sag. En partsrepræsentant har ikke ret til at få viden om din dagligdag eller andre personlige forhold hos den/de leverandører, der udfører eventuelle bevilligede indsatser.

Du bestemmer selv, hvad din partsrepræsentant må gøre for dig. Dette angiver du ved at sætte kryds i de ønskede felter i fuldmagten.

Du skal være opmærksom på, at en fuldmagt til at tage sig af hele din sag indebærer, at partsrepræsentanten i forhold til Hvidovre Kommune:

  • taler på dine vegne i din sag
  • bliver partshørt på vegne af dig
  • kan anmode om aktindsigt i din sag
  • kan give samtykke til indhentelse og videregivelse af din personlige
  • oplysninger
  • modtager afgørelser i din sag
  • kan klage over en afgørelse eller sagsbehandlingen i din sag

Du kan også vælge at begrænse fuldmagten eller skrive i fuldmagten, hvad din partsrepræsentant skal kunne.

Hvis du har givet en ubegrænset fuldmagt til partsrepræsentation, vil Hvidovre Jobcenter, som udgangspunkt, udelukkende rette henvendelse til partsrepræsentanten.

En partsrepræsentant skal være til stede ved møder, og kan deltage, uden at du selv deltager. Du skal dog i nødvendigt omfang medvirke til oplysning og behandling af din sag. Hvidovre Jobcenter kan kræve, at du medvirker personligt, eksempelvis på møder hvor din funktionsevne skal udredes, eller din handleplan skal udarbejdes.

Ligeledes skal du deltage, hvis Hvidovre Jobcenter beder dig om at gå til undersøgelse hos din læge for at få en lægeattest til brug for din sag.

Ønsker du at benytte en partsrepræsentant, skal du indsende den fuldmagt, som du finder øverst på denne side.

Lovgrundlag

Forvaltningslovens § 8 

Den, der er part i en sag, kan på ethvert tidspunkt af sagens behandling lade sig repræsentere eller bistå af andre. Myndigheden kan dog kræve, at parten medvirker personligt, når det er af betydning for sagens afgørelse.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1, 1. pkt., gælder ikke, hvis partens interesse i at kunne lade sig repræsentere eller bistå findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, eller hvor andet er fastsat ved lov.

Jobcentret

Hvidovrevej 278
2650 Hvidovre

Tlf.nr. 36 39 22 00

Send sikker mail til Jobcentret

Åbningstid for personlig henvendelse:
Mandag kl. 9.00 - 14.30
Tirsdag kl. 9.00 - 14.30
Onsdag kl. 9.00 - 14.30
Torsdag kl. 13.00 - 17.30
Fredag kl. 9.00 - 13.30