Transport for personer med handicap

Har du et varigt psykisk eller fysisk handicap, kan du søge kommunen om støtte og hjælp til transportmidler.

Hvis du, dit barn eller plejebarn har varigt nedsat psykisk eller fysisk funktionsevne, kan du søge kommunen om støtte til en bil.

 

Personer med nedsat funktionsevne og kort gangdistance kan købe et handicapparkeringskort. Det giver mulighed for at parkere på et offentligt område i længere tid og flere steder, end andre bilister må. På private parkeringspladser, fx ved et indkøbscenter, gælder andre regler.

Parkeringskortet er personligt og udstedes til såvel børn som voksne med handicap. Kortet skal ligge synligt i forruden på bilen.

Ansøgning

Du skal bruge et særligt ansøgningsskema, som du kan hente på Danske Handicaporganisationers hjemmeside. Du selv, samt din egen læge eller en hospitalslæge, skal udfylde skemaet og sende det med et foto til Danske Handicaporganisationer. På baggrund af din ansøgning afgør Danske Handicaporganisationers Brugerservice, om du kan købe et parkeringskort.

Et parkeringskortet er gyldigt i ti år, hvis din eller dit barns funktionsevne ikke forbedres væsentligt. Læs mere og se priser på Danske Handicaporganisationers hjemmeside.

Klage

Du kan inden fire uger efter afgørelsen sende en klage til Danske Handicaporganisationer, som vurderer sagen og sender klagen videre til Rigspolitichefen. 

EU-parkeringskort for personer med handicap

Inden du rejser til andre lande i Europa, skal du undersøge reglerne for parkering.

Du kan søge om at få rabat, når du skal køre over Storebæltsbroen. Det hedder Storbælt Handicap.

Oven i den BroBizz-rabat, som alle kan få, kan du som borger med handicap få yderligere rabat.

  • Du skal først have en almindelig BroBizz-aftale.
  • Derefter søger du om en Storebælt Handicap-aftale hos Danske Handicaporganisationer.

Se priser og søg hos Storebælt og Danske Handicaporganisationer.

Hvis du er bevægelseshæmmet eller har et psykisk handicap kan du søge om et ledsagekort til kollektiv transport med tog, metro og busser. Ledsagekortet giver dig ret til at køre på en børnebillet og medtage en ledsager på en børnebillet.

Det er Brugerservice hos Danske Handicaporganisationer, som administrerer ordningen, og det er der, du kan få svar på dine spørgsmål, se pris og kan søge om kortet. Kortet er gyldigt i tre år. Du skal selv søge igen, når kortet skal fornyes, men hvis du har en varig funktionsnedsættelse, behøver du ikke sende ny lægelig dokumentation.

Hvis du har et varigt fysisk eller psykisk handicap, som gør det svært eller umuligt for dig at færdes, kan du søge om at låne en kørestol, en eldreven kørestol, en trehjulet knallert eller lignende hos kommunen. Du kan naturligvis også selv købe dit transportmiddel hos en forhandler.

Kørekort ikke nødvendigt

Som almindelig kørestolsbruger betragtes du i færdselsloven som gående. Elscootere, elcykler og elkørestole betragtes som cykler. Du behøver ikke et kørekort, hvis du kører under 30 km/t.

  • Hvis du kører under 6 km/t, betragtes du som fodgænger og må køre på fortovet.
  • Hvis du kører over 6 km/t, betragtes du som cyklist og skal køre på cykelstien og kørebanen. Husk lys, når det er mørkt, diset eller tåget.

På borger.dk kan du læse mere om at søge støtte til hjælpemidler og forbrugsgoder.

Hvis du er bevægelseshæmmet, synshandicappet, har fødevareallergi eller andet kan du også rejse med fly. Du skal forberede rejsen i lidt bedre tid og give fly- eller rejseselskabet og lufthavnen besked om dine behov.

Trafikstyrelsen oplyser om:

  • rejseplanlægning
  • at komme rundt i lufthavnen
  • at komme ombord i flyet
  • om ankomsten
  • om dine rettigheder samt
  • om reglerne for erstatning af dine hjælpemidler, hvis de bliver beskadiget.

Hvad er flextrafik?

Handicapordningen dækker kørsel til fritidsformål. Det kan for eksempel være besøg hos familie og venner, indkøb og kulturelle aktiviteter. Reglen stammer fra det lovgrundlag, som den individuelle handicapkørselsordning bygger på. Der køres alle årets dage og hele døgnet.

Du kan få flextrafik hvis du:

  • er fyldt 18 år
  • har ganghjælpemiddel, som er bevilget af kommunen

Kan jeg bruge flextrafik til landsdækkende rejser?

Flextrafik kan hjælpe med at arrangere en rejse til Fyn eller Jylland fra dør til dør. Du skal bestille rejsen senest fem hverdage før, du vil af sted. Du bliver kørt til en handicapvenlig togstation, hvor DSB’s personale hjælper dig ind og ud af toget. Når du er fremme ved ankomststationen, bliver du hjulpet af toget. En lokal vognmand kører dig til dit bestemmelsessted. Ud over prisen for turen med Flextrafik skal du selv betale togbilletten og turen med den lokale vognmand.

Landsdækkende rejser bestilles i Flextrafiks administration på telefon 7026 2727 / tast 3.

Hvor mange ture kan jeg køre årligt?

Som bruger af Flextrafik handicapkørsel kan du køre højst 104 enkeltture i perioden 1. januar til 31. december. Hvis du får behov for at køre mere end 104 ture i et kalenderår, skal du søge via din kommune, som i særlige tilfælde har mulighed for at visitere til flere ture. Hvis du ikke har brugt alle turene den 31. december, kan de resterende ture ikke overføres til det næste år.

Må jeg tage nogen med mig på tur?

Du kan have en ledsager med. Flextrafik kan i særlige tilfælde stille krav om, at der ved den praktiske udførsel af kørslen altid skal medbringes en visiteret ledsager. Vær opmærksom på, at din ledsager ikke selv må have brug for hjælp og være handicapkunde hos Flextrafik.

Hvad skal jeg være opmærksom på når jeg har en kørestol?

Hvis du bruger kørestol, bliver du kørt med særligt indrettede busser. Busserne har lift, så det er nemt at komme ind og ud.

Krav til kørestole

Din kørestol må ikke være over 140 cm lang, og den samlede vægt for bruger samt kørestol må ikke overstige 400 kg. Elektriske kørestole kan vi desværre ikke transportere på trapper, men hvis du med chaufførens hjælp kan skifte til en transportstol, stiller vi en til rådighed for dig. Kørestole bliver og skal være forsvarligt fastspændt i bussen. Alle passagerer skal spændes fast med sikkerhedssele.

Flextrafik transporterer ikke bårer og tager heller ikke køretøjer med forbrændingsmotor med.

Op og ned af trapper

Busserne er indrettet med en trappemaskine, som gør det nemt at komme op og ned ad trapper med en manuel kørestol. Når du bruger trappemaskinen, skal du være spændt fast med mavebælte. Trappetransport kan ske op til 5. sal, og af hensyn til sikkerheden er der nogle krav, som skal være opfyldt:

  • Din kørestol skal have en hjulbredde på mindst 37 (indvendig) og højst 63 cm (udvendig)
  • Hvis der er monteret bøjler, anti-vip eller lignende bag på kørestolen, skal det kunne afmonteres uden brug af værktøj
  • Du og din kørestol må ikke veje mere end 120 kg tilsammen
  • Trinhøjden på trappen må ikke overstige 20 cm, og trindybden skal være mindst 11 cm
  • Der må ikke være løse tæpper på trappen
  • Trappen skal være fri for is og sne.

Selvom din kørestol og trappen opfylder kravene, kan der være forhold, som gør, at trappetransport ikke er forsvarlig. Hvis du er i tvivl, er du velkommen til at ringe til Flextrafiks administration på telefon 7026 2727 / tast 3.

Lovgivning


Du kan se de gældende love og regler om handicapbiler, kørestole og trehjulede knallerter i 'Lov om social service' på Retsinformations hjemmeside. § 114 handler om støtte til bil.

Færdsel er reguleret i Færdselsloven.

Du kan læse om reglerne for parkeringskort for personer med handicap i bekendtgørelsen.

På Dit Europa kan du læse om dine rettigheder som bevægelseshæmmet rejsende i Europa

Visitationen

Telefonisk henvendelse

Telefon: 3639 2880

Alle hverdage kl. 08.30-10.30

Skriftlig henvendelse

Send sikker mail til Visitationen

Almindelig mail: visitationen@hvidovre.dk

Send sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.

Har du brug for hjælp til at sende en sikker mail via MitID, er du velkommen til at kontakte Borgerservice. Vi hjælper gerne. Se kontaktoplysninger og generelle åbningstider nederst på siden.